Mand sigtet for at ville dræbe sine to små børn

En 57-årig skal fremstilles i grundlovsforhør for drabsforsøg. Han var dog for syg til at møde op i retten.

To mænd får ubetinget fængsel for bestikkelse Foto: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson/arkiv
12. august 2017 19:46 - Opdateret 12. august 2017 19:46

En 57-årig mand skal først have sat ild til en lejlighed på Frederiksberg. Efterfølgende skal han have forsøgt at slå sine to børn ihjel. Sådan lyder en sigtelse mod en far, der lørdag morgen skulle have været i grundlovsforhør.

Det skriver Ekstra Bladet.

Grundlovsforhøret er dog udsat på ubestemt tid, da manden var for syg til at møde op i Retten i Glostrup.

Anklager Helle Egelund Jensen forventer, at faren vil kunne møde op i retten søndag, men det er lørdag aften endnu ikke helt sikkert. Hun ønsker ikke at konkretisere, hvad manden fejler.

- Jeg kan bare sige, at han ikke var i stand til at møde op i morges, siger Helle Egelund Jensen til Ritzau.

Manden er sigtet for at have hældt brændbar væske ud i en lejlighed på Thorvaldsensvej på Frederiksberg. Efterfølgende satte han ild til lejligheden. Det skal være sket natten til fredag omkring klokken 01.20.

Den anden sigtelse lyder på, at han fredag morgen umiddelbart inden klokken syv skal have forsøgt at slå sine børn på to og syv år ihjel i et øde industriområde i Rødovre.

Drabsforsøget skal være foregået ved, at han først gav børnene bedøvende medicin og dernæst satte en slange fra udstødningsrøret ind i bilen, hvor børnene sad.

Af ukendte årsager lykkedes det ikke faren at slå børnene ihjel.

- Jeg kan ikke oplyse om, hvordan børnene har det. Der har været dørlukning, siger Helle Egelund Jensen.

Af hensyn til dørlukningen ønsker hun ligeledes heller ikke at fortælle, hvad motivet til drabsforsøget kan være.

Faren blev anholdt fredag, hvor der også var grundlovsforhør. Her blev han fremstillet in absentia - altså uden at være til stede - og varetægtsfængslet, indtil at han selv er i stand til at møde op.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...