Mand slået med grantræ

Et 1,7 meter højt grantræ var det noget usædvanlige våben, en 48-årig mand tog i brug, da han lørdag slog en anden mand på Gentofte kommunes genbrugsstation. En ansat på genbrugsstationen blev slået i ansigtet med grantræet, da han sagde til den 48-årige, at træet var for stort til at blive smidt i containerne. Politiet i Gentofte oplyser, at den ansatte ikke kom alvorligt til skade, men at den 48-årige mand blev anholdt og sigtet for vold. Han er nu løsladt igen. Manden slap dog af med grantræet. Det står nu på politistationen i Gentofte, hvor det indgår i sagen som bevismateriale. /ritzau/