Mand smittet med mystisk virus dør - syv andre i kritisk tilstand

En mand er død af lungebetændelse, og syv er i kritisk tilstand, i et udbrud af et hidtil ukendt virus i Kina.

Ifølge WHO kan et nyt medlem af den virusfamilie, der forårsagede den dødelige lungesygdom Sars, være årsag til det nuværende udbrud. (Arkivfoto)

Ifølge WHO kan et nyt medlem af den virusfamilie, der forårsagede den dødelige lungesygdom Sars, være årsag til det nuværende udbrud. (Arkivfoto)

BEIJING:En 61-årig mand er død af lungebetændelse i den centrale kinesiske by Wuhan under et udbrud af et nyt virus, der endnu ikke er identificeret.

Det oplyser sundhedsmyndighederne i Wuhan lørdag.

Syv andre personer er i kritisk tilstand.

I alt er 41 personer smittet med virusset. To af disse er udskrevet fra hospitalet igen, mens de resterende fortsat er indlagt, men i stabil tilstand.

739 personer, som menes at have været i tæt kontakt med de smittede, har fået grønt lys efter at være blevet undersøgt, oplyser myndighederne.

Kinas statslige nyhedsbureau, Xinhua, skrev torsdag, at de foreløbige resultater fra laboratoriet viser, at virusset er en ny type coronavirus.

Coronavirusset menes at være årsag til en stor del af alle almindelige forkølelser hos voksne.

Den 61-årige mand, som er død, købte regelmæssigt varer på et skaldyrsmarked og var tidligere blevet diagnosticeret med mavesvulster og kronisk leversygdom, oplyser Wuhans sundhedsmyndigheder.

Han døde på et hospital den 9. januar om aftenen, da hans hjerte svigtede.

Ifølge sundhedsmyndighederne er der ikke opdaget nye tilfælde af smittede siden den 3. januar.

Myndighederne oplyser videre, at de smittede hovedsageligt er sælgere og købere på et marked for fisk og skaldyr i byen.

Der er indtil videre ikke fundet tegn på, at virusset smitter mennesker imellem.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyste torsdag, at et nyopstået medlem af den virusfamilie, der forårsagede den dødelige lungesygdom Sars og Mers (Middle East Respiratory Syndrome), kan være årsag til det nuværende udbrud.

Mers blev første gang rapporteret i 2012. Den minder om Sars, der i 2002 dukkede op i Kina og siden spredte sig.

Sars kom oprindeligt fra dyr, og verden over mistede omkring 800 mennesker livet.

Det nuværende virusudbrud kommer forud for det kinesiske nytår i slutningen af januar, hvor mange af Kinas 1,4 milliarder indbyggere rejser på ferie til deres hjemby eller udlandet.

Den kinesiske regering forventer, at rejsende vil foretage 440 millioner togrejser og yderligere 79 millioner flyrejser i forbindelse med nytåret.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.