Mand snitter sagesløs sydvestjyde med grøntsagskniv

En ung mand blev natten til lørdag offer for et umotiveret overfald. Politiet søger vidner.

6. september 2014 11:05 - Opdateret 6. september 2014 11:05

En 18-årig mand fra Esbjerg var natten til lørdag udsat for en ubehagelig oplevelse, da en ukendt gerningsmand tilsyneladende helt umotiveret overfaldt ham.

Voldsepisoden fandt sted omkring klokken et på Jernbanegade i Esbjerg.

- Offeret sidder for sig selv på en bænk, da en mand nærmer sig og spørger, om han må låne en lighter, siger vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi, til Ritzau.

Mens den unge mand roder sine lommer igennem for at finde noget ild, trækker gerningsmanden pludselig en mindre grøntsagskniv og hugger ud efter sit offer.

- Forurettede hæver sin ene arm for at afværge og pådrager sig i den forbindelse et overfladisk snitsår, siger vagtchefen.

Gerningsmanden løber efterfølgende væk fra stedet.

Det unge offer har forklaret politiet, at gerningsmanden var dansk, 18 til 20 år og 170 til 175 centimeter høj.

Han havde et sort "fipskæg" og var iført en sort hættetrøje med hvid skrift.

- Vi vil selvfølgelig gerne høre fra personer, som har set eller hørt noget, siger Søren Strægaard.

Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...