Mand starter brande i Aalborg som hævn

En 47-årig mand var så vred over at blive smidt ud af sin lejlighed, at han antændte flere brande.

Mand starter brande i Aalborg som hævn

Hævn var motivet for en 47-årig mand, som fredag blev varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at stå bag tre brande i Aalborg Øst de seneste uger, skriver tv2nord.dk.

Manden er blevet sagt op i sin lejlighed, og skal flytte ud 1. juni. Derfor ville han hævne sig, og det fik ham til at sætte ild til containere og depotrum flere steder i området.

Den 47-årige erkendte i grundlovsforhøret, at han stod bag to containerbrande på Skallerupvej den 25. april og den 6. maj samt en brand i et depotrum på Saltumvej den 1. maj.

Ved branden på Saltumvej blev alle beboerne i opgangene tæt på depotrummet evakueret på grund af kraftig røgudvikling.

Manden blev anholdt fredag morgen, efter at han var blevet genkendt på overvågningsbilleder fra brandene.

- Vi kigger i den videre efterforskning på, om han kan stå bag flere brande, men det er der ikke noget, der konkret tyder på, siger anklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi til tv2nord.dk.

Den 47-årig mand er varetægtsfængslet frem til 7. juni. Han skal desuden mentalundersøges.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.