Mand stikker sovende veninde 18 gange

Et jubilæum for en efterskole endte dramatisk for en 38-årig kvinde, der umotiveret blev stukket med kniv.

For en 38-årig kvinde endte et jubilæum for en efterskole tidligt søndag morgen i et mareridt, da hun måtte flygte fra en kammerat, der stak hende 18 gange med en kniv.

- De skulle samme vej hjem fra jubilæumsfesten, så hun fik et lift med manden, fortæller vagtchef Jan Stagsted fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Undervejs i bilen falder kvinden i søvn, men på Løgstørvej mellem Nibe og Løgstør vågner hun ved, at den 35-årige mand prikker hende i armen med en kniv.

- Hun får vristet kniven fra ham, men får samtidig nogle snitsår, siger vagtchefen.

Det lykkedes kvinden at komme ud af bilen, men manden, der har fået fat i kniven, følger efter og stikker hende igen. For anden gang lykkedes det hende at vriste kniven fra ham, og denne gang kaster hun den langt ind på en mark, hvorefter manden kører fra stedet.

Hun ringer til sin mand og til politiet og begynder at gå ind mod Aalborg.

- Vi sender en patrulje af sted, men inden den når frem, ser kvinden, at gerningsmanden kommer kørende tilbage, og hun springer ned i en grøft for at gemme sig for ham, fortæller Jan Stagsted.

Derfor kører patruljevognen i første omgang forbi hende, men vender om, da betjentene ikke kan forstå, at de ikke har mødt hende.

- Ved en rasteplads vinker en mand patruljevognen ind til siden. Det viser sig, at det er kvindens mand, der har fundet hende, siger vagtchefen.

Betjentene ringer til en ambulance, der bringer hende til sygehuset, og gerningsmanden, der også er til stede på rastepladsen, bliver anholdt.

På sygehuset tæller lægerne 18 knivstik og snitsår på ryggen, lænden, brystet, hænderne, armene og på øret.

- Der er tale om overfladiske stik, og hun skulle ifølge lægerne ikke være i livsfare, fortæller vagtchefen.

Den 35-årige mand er i første omgang sigtet for drabsforsøg og vil senere søndag blive fremstillet i grundlovsforhør. Han har foreløbig ikke givet nogen forklaring på sin mærkværdige opførsel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst