Ung mand død efter knivstikkeri på Nørrebro i København

En ung mand er afgået ved døden efter et knivstikkeri på Nørrebro tirsdag aften. Politiet efterlyser vidner.

Politiet arbejder onsdag morgen på Hans Tavsens Gade på Indre Nørrebro i København, hvor en ung mand er død efter knivstikkeri.

Politiet arbejder onsdag morgen på Hans Tavsens Gade på Indre Nørrebro i København, hvor en ung mand er død efter knivstikkeri.

KØBENHAVN:En yngre mand er afgået ved døden, efter at han tirsdag aften blevet stukket ned med en kniv på Hans Tavsens Gade på Indre Nørrebro i København.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Chenette Westergaard tidligt onsdag morgen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 22.58.

Her blev det konstateret, at en yngre mand var i kritisk tilstand. Han blev efterfølgende sendt til behandling på hospitalet, hvor hans liv ikke stod til at redde.

Politiet har hele natten til onsdag været til stede på gerningsstedet, der er afspærret, for at foretage tekniske undersøgelser og vidneafhøringer.

Onsdag morgen arbejder politiet stadig i området.

Ingen er endnu anholdt i sagen, og derfor kan politiet heller ikke sige noget om et muligt motiv.

- Vi er stadigvæk i gang med at efterforske sagen, og vi holder alle muligheder åbne. Vi efterlyser vidner som har været i området omkring Hans Tavsens Gade i det pågældende tidsrum, siger Chenette Westergaard.

- Hvis de ikke allerede har talt med politiet, bedes de henvende sig på 114.

Efterforskningslederen tilføjer, at der for nuværende ikke er nogen formodninger om, at knivstikkeriet er banderelateret.

Chenette Westergaard ønsker onsdag morgen ikke at gå nærmere i detaljer omkring mandens alder eller baggrund.

Den afdødes pårørende er endnu ikke blevet underrettet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden