Ung mand tilstår momsfusk for 90 millioner i kæmpe kompleks

Københavns Byret lukker dørene i en sag, hvor en ung mand tilstår svindel for cirka 90 millioner kroner.

En 24-årig mand har siden oktober sidste år været sigtet i en sag, der drejer sig om fusk med offentlige midler i et stort kompleks, som politiet har døbt "Operation Greed". Onsdag tilstår han fusk for 90 millioner. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

En 24-årig mand har siden oktober sidste år været sigtet i en sag, der drejer sig om fusk med offentlige midler i et stort kompleks, som politiet har døbt "Operation Greed". Onsdag tilstår han fusk for 90 millioner. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

En 24-årig mand har siden oktober sidste år været sigtet i en sag, der drejer sig om fusk med offentlige midler i et stort kompleks, som politiet har døbt "Operation Greed".

Han er i sigtet sammen med i alt 17 andre, men onsdag kryber den unge mand til korset i et retsmøde ved Københavns Byret. Ifølge myndighederne er der blevet snydt for knap en halv milliard kroner i det samlede sagskompleks.

Den 24-årige erkender onsdag at have været involveret i momsfusk for cirka 90 millioner kroner i selskaber, som medgerningsmænd stod i spidsen for. Han nægter at have haft en ledende rolle.

Hvordan og hvorfor svindlen foregik, får offentligheden dog ikke at vide. Senioranklager Pernille Søberg kræver, at dørene bliver lukket, og den forespørgsel har retten imødekommet.

Sagen begyndte 11. oktober, da i alt 11 mænd blev fremstillet i et grundlovsforhør. Både det og de efterfølgende retsmøder er foregået for lukkede døre, og det har mødt protester fra både forsvarer og medier.

Da Pernille Søberg onsdag fremsatte begæringen om lukkede døre, gav det da også opgivende hovedrystelser fra enkelte af forsvarerne.

Anklageren begrundede blandt andet dørlukningen med, at efterforskningen af sagen fortsat er i gang.

Selv om onsdagens retsmøde kun involverer den 24-årige mand, er de andre forsvarere og deres klienter mødt op for at høre, hvad han forklarer.

Selv om der endnu ikke er blevet rejst tiltale, er sagen mod de andre blevet forhåndsberammet. Her er der afsat hele 70 retsdage.

Ved en aktion 10. oktober sidste år ransagede politiet over 40 adresser i og omkring København, i Østjylland og på Lolland. Desuden deltog tysk politi i aktionen.

I alt 11 mænd sidder varetægtsfængslet, heriblandt den 24-årige.

Det var ventet, at der ville falde dom onsdag, men den er blevet udskudt. Fordi dørene har været lukket i retsmødet, er det uklart hvorfor.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.