Politi

Mand truede politifolk med køkkenkniv

Århus, torsdag /ritzau/ Kriminalpolitiet i Århus har sigtet en 36-årig mand for at have truet to politibetjente med en 15 cm lang køkkenkniv. "Jeg slår jer pansersvin ihjel"! råbte manden ifølge politiet, da betjentene ankom til Forsorgshjemmet Østervang i Tranbjerg for at afhøre manden om en anden sag om vold mod tjenestemand i funktion. Den 36-årige ville imidlertid ikke tale med politiet og truede det i stedet med køkkenkniven. Betjentene trak sig i første omgang tilbage, og fik den sigtede til at smide kniven fra sig, men han samlede den pludselig op og truede så igen politifolkene. Da politifolkene fik tilkaldt assistance, blev manden anholdt uden dramatik. - Den sigtede vil blive fremstillet i retten fredag, idet han har flere verserende sager af lignende art, oplyser kriminalkommissær Viggo Knudsen fra Århus Politi. /ritzau/