Mand tvang pige på 15 år til kys
Mand får 20 dages betinget fængsel for at krænke ung piges blufærdighed til fest
REDSTED: Det koster en 20-årig morsingbo 20 dages betinget fængsel samt et års tilsyn af Kriminalforsorgen, at han til en fest juli sidste år kyssede en den gang 15-årig pige på munden flere gange.
Ved festen havde han med et hårdt greb om hendes hænder fastholdt pigen i fem minutter, så hun derved fik blå mærker, og forhindret hende i at forlade stedet.
For begge dele blev han tiltalt for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang efter straffelovens paragraf 232 og 260.
- De var ikke venner i forvejen, men kendte lidt til hinanden fra ungdomsmiljøet. Pigen græd og kastede op efter episoden ved festen, siger Lene Thiel, anklager ved Midt - og Vestjyllands Politi.
Dømte, der er ikke tidligere er straffet for lignende forhold, udbad sig betænkningstid med hensyn til dommen. Fristen er 14 dage.