Mand undgår drabstiltale mod 85-årig mor

KØBENHAVN:Der var ikke tale om drab, da en 62-årig mand i en brandert bakkede sin bil ind i sin 85-årige mor i Løgumkloster i sommer. Kvinden blev dræbt og lige siden har manden siddet i varetægtsfængsel med en drabssigtelse hængende over hovedet. Men nu har statsadvokaten valgt at droppe sigtelsen for drab, og manden er blevet løsladt. Vicestatsadvokat Peter Urskov oplyser, at man ikke mener, manden har haft forsæt til at dræbe. Men der er rejst tiltale for uagtsomt manddrab og spirituskørsel. At manden ikke havde forsæt til at dræbe vil sige, at manden ikke var ude på at ramme sin mor, da han bakkede bilen ind i hende. /ritzau/