Mand voldtog kæreste: Vil du overleve, siger du undskyld

- Du så forleden, at det bliver hårdere og hårdere, skal en voldtægtsmand have sagt til sin kæreste.

Retten i Helsingør har tirsdag afsagt dom i en grov voldtægtssag. Anklagemyndigheden overvejer at anke straffen på fire års fængsel. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Retten i Helsingør har tirsdag afsagt dom i en grov voldtægtssag. Anklagemyndigheden overvejer at anke straffen på fire års fængsel. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Et kæresteforhold i Nordsjælland tog tidligere i år en voldsom drejning, da en 51-årig kvinde blev udsat for flere overgreb.

Tirsdag har Retten i Helsingør valgt at straffe manden, der er 48 år, med fire års fængsel.

Det første overgreb fandt sted i en campingvogn på Lolland. På et tidspunkt mellem 16. og 17. juni i år holdt manden kæresten hårdt for munden, slog hende i ansigtet og tiltvang sig samleje.

Et par uger senere opholdt parret sig i kvindens hjem i Snekkersten, da den 48-årige gentog forbrydelsen. Denne gang slog han hende med knyttet næve i ansigtet og rev hendes tøj i stykker, inden han voldtog hende.

Overgrebene var ikke kun fysiske. Manden er også dømt for diverse trusler mod kæresten.

- Hvis du gerne vil dø nu, så fortsæt med at skrive til mig og vær dum at høre på. Ellers skriver du undskyld, skal den 48-årige have sagt på kvindens telefonsvarer 6. juli.

- Du så forleden dag, at det bliver hårdere og hårdere, og det gør det også næste gang, lød det videre på indspilningen.

Manden skal også have set sig sur på en 53-årig kvinde og en 29-årig mand. Han er også dømt for at have truet dem begge.

Anklager Christina Schønsted havde krævet ham idømt fængsel i fem et halvt år, men retten landede altså et stykke lavere. Retten frifandt også den tiltalte for et voldtægtsforsøg mod kæresten.

- Retten havde en anden opfattelse af, hvordan strafudmålingen skulle være. Når jeg har haft mulighed for at læse dommen og præmisserne, vil jeg vurdere, hvorvidt dommen bør ankes, siger anklageren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.