Mandehørm ved næste års Grammy-fest

Mændene sidder på de fleste nomineringer til næste års Grammy-uddeling, der foregår i Los Angeles i februar.

Mandehørm ved næste års Grammy-fest

I foråret var det Adele, der sad tungt på priserne, da den amerikanske musikindustri uddelte Grammyer til de bedste sange og artister i 2011.

Men næste års udgave af showet kommer til at stå i mændenes tegn. Det fremgår af nomineringerne, der blev offentliggjort natten til torsdag dansk tid.

Topscorerne har alle fået seks nomineringer og omfatter blandt andre popbandet Fun, Frank Ocean og Mumford & Sons.

De dyster med The Black Keys og Jack White om prisen for årets bedste album.

Blandt de få kvindelige nominerede var Rihanna og Kelly Clarkson, ligesom Carly Rae Jepson kan vinde prisen for årets sang med "Call Me Maybe".

Sidste års topscorer Adele, der løb med seks trofæer, har kun fået en enkelt nominering, men hun har heller ikke udgivet musik i nomineringsperioden fra oktober 2011 til september i år.

Der var i øvrigt ingen nomineringer til Justin Bieber, der ellers har solgt masser af eksemplarer af albummet "Believe" og singlen "Boyfriend".

Grammy-showet er programsat til at skulle foregå 10. februar næste år i Los Angeles.

Ved den lejlighed vil rockbandet The Who også modtage en såkaldt Lifetime Achievement Award.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.