Mandela stjæler billedet ved aids-konference

Han bliver 85 år på fredag, ser lidt skrøbelig ud og går med stok. Men Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela viste i dag ved en aids-konference i Paris, at hans karisma og hans engagement stadig lever i bedste velgående.

I en tale, der gav ham stående ovationer fra 5000 videnskabsfolk og græsrodsaktivister, rettede Mandela præcise slag direkte mod de dovne og de grådige, der har været med til at få den globale aids-epidemi til at yngle og priste samtidig dem, der utrætteligt har kæmpet imod den. Og han opfordrede alle og enhver til at gøre mere. Mandela sagde ligeud, at trods succeser rundt om på kloden, så er den nu to årtier gamle krig mod hiv/aids på chokerende vis slået fejl. - Mindst 26 millioner mennesker er allerede døde af aids. 95 procent af dem i udviklingslandene, og 45 millioner er hiv-smittede. Disse tal er chokerende. Faktisk umulige at rumme. Vi står uden sammenligning over for den værste sundhedskrise i menneskehedens historie, erklærede Mandela. /ritzau/AFP