Mandelas parti fører valget i Sydafrika

Sydafrika var onsdag til valg, og alt tyder på, at regeringspartiet ANC holder fast i magten trods tilbagegang

8. maj 2014 12:45

Sydafrikas ledende parti, Den Afrikanske Nationalkongres (ANC), har taget føringen efter parlamentsvalget i landet onsdag.

Med en tredjedel af stemmerne talt op har ANC fået lidt over 59 procent af stemmerne, lyder det fra landets valgkommission.

ANC's største konkurrent, oppositionspartiet Den Demokratiske Alliance, har fået lidt over 27 procent af de millioner af stemmer. Dermed ser partiet ud til at gå en del frem fra valgresultatet i 2009, som lød på 16,7 procent.

Det venstreorienterede parti Economic Freedom Fighters, EFF, har i den foreløbige optælling fået fire procent af stemmerne.

Selvom ANC hele tiden har været klar favorit til at vinde valget i Sydafrika, er partiet ikke nær så populært som tidligere. Ved valget i 2009 fik partiet 65,9 procent af de sydafrikanske stemmer.

Årsagen til dykket skal blandt andet findes hos præsident Jacob Zuma, der ligger lavt på popularitetsbarometret. Han er anklaget for at have brugt mere end 20 millioner dollars af skattekassen til at renovere sit eget hjem.

Zuma, der ser ud til at få sin anden embedsperiode, forklarer, at pengene blev brugt til at opgradere sikkerheden.

Samtidig lyder det, at ANC har fået mere og mere besvær med at leve på tidligere tiders hæder og opgøret med det racistiske styre. Mange vælgere fokuserer i stedet på den kriseramte økonomi.

ANC bliver blandt andet holdt ansvarlig for arbejdsløsheden på 24 procent og den store forskel mellem rig og fattig.

Ikke mange måneder efter sin død er den tidligere præsident Nelson Mandela fortsat ANC's stærkeste kort.

- Gør det for Madiba, stem ANC, lød en af valgplakaterne, der brugte Mandelas klan-tilnavn.

Over 25 millioner registrerede vælgere kunne afgive deres stemme ved en af de 22.263 stemmesteder ved valget onsdag.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...