Manden bag Ukraines revolution vil korruptionen til livs

Jusjtjenko lover at samarbejde med både EU og Rusland

KIJEV:Allerede inden præsidentvalget søndag havde Ukraines kommende præsident, Viktor Jusjtjenko, en plan klar for, hvad han vil sætte i gang i det øjeblik, han træder ind i præsidentpaladset i Kijevs centrum i januar. Den offentlige sektor skal reduceres, mindstelønnen skal hæves, små og mellemstore virksomheder skal favoriseres gennem markedsøkonomiske reformer og det ukrainske statsbudget skal bringes i balance. Vigtigst er dog bekæmpelsen af den omfattende korruption og sorte økonomi, der har præget landet siden uafhængigheden af Sovjetunionens sammenbrud i 1991. - Vor økonomi skal gøres mere lovlig. I øjeblikket er 55 procent af nationaløkonomien sort og foregår uden, at det offentlige har indsigt i den og derfor står uden mulighed for at inddrive skatter, sagde Jusjtjenko midt i december et par uger før valget. Han sagde, at de fleste af Ukraines økonomiske problemer har sit udspring i, at mange beslutninger træffes bag lukkede døre - uden om landes love. Han langede især ud efter store statsdrevne virksomheder, som han betegnede som "de mest korrupte i landet", og som ifølge Jusjtjenko arbejder til fordel for rige finansfyrster, kaldet oligarker, der ikke yder noget til "den fælles økonomi". Under valgkampen er han af sine modstander blevet beskyldt for at ville "sælge Ukraine" til vestlige interesser og bryde landets traditionelle bånd til Rusland. Nationalist er han også beskyldt for at være. Men hans udtalelser tyder på noget andet. - Traditionen i min hjemlige landsby påbyder mig at have et godt forhold til mine naboer - især hvis de er i familie, sagde han under valgkampen og lovede, at han vil arbejde nært sammen med både EU og Rusland, som han har betegnet som en vigtig strategisk partner for Ukraine. Om EU har han sagt, at de demokratiske og markedsøkonomiske principper, dette samarbejde bygger på, vil være ideel for Ukraine. Desuden anser han den europæiske velfærdsmodel for at være et ideal, Ukraine skal arbejde henimod. Den 50-årige Jusjtjenko er i modsætning til de fleste ukrainske politikere parat til kompromisser og er kendt for at sige lige ud, hvad han mener. Hans oprigtighed er legendarisk, og han har ry for at være Ukraines mest ærlige politiker. "Ubestikkelig og loyal" er de ord, som hæftes på ham af både tilhængere og politiske modstandere. Populær i den brede befolkning er han også. Hundredetusinder har i den seneste måned fejret ham som en helt og modig politiker, der langt om længe taler den siddende magtelite midt i mod. Han ses helt enkelt som lederen af en revolution, der skal forandre det fattige Ukraine til et moderne, velstående land på linje med det øvrige Europa. Siden det famøse præsidentvalg den 21. november, der efter svindel til fordel for hans modkandidat, systemets mand Viktor Janukovitj, blev erklæret ugyldigt, har Jusjtjenko stået i spidsen for, hvad der nu kaldes "Orangerevolutionen". En folkelig opstand mod det siddende styre, som hidtil har skaltet og valtet efter forgodtbefindende uden hensyn til den brede befolkning. Bankøkonom Jusjtjenko er født i Ukraines sorte bælte, landbrugsområdet i den midterste del af landet, i regionen Sumij i en by tæt ved den russiske grænse. Hans forældre var begge lærere, og de tilskyndede ham til at læse og få en boglig uddannelse. Efter en eksamen som bankøkonom på et universitet indledte han sin karriere som bankmand i det daværende statsdrevne bankvæsen i midten af 1970-erne. Han begyndte i en lokal bank, men steg hurtigt i graderne i den kommunistiske bankverden og viste ingen tegn på interesse for de liberale og markedsøkonomiske idéer, der præger ham i dag. Han meldte sig dog aldrig ind i kommunistpartiet i modsætning til de fleste ledere i landet. Som en af få ukrainere, der kendte til international bankvæsen, blev han i 1993 udpeget til chef for landets nationalbank, NBU. Det skete midt i en økonomiske krise med stor inflation, underskud på statsbudgettet og faldende investeringer. Den lokale valuta, grivnjaen, raslede ned i kurs og sort økonomi florerede. Han fik stoppet inflationens himmelflugt og stabiliserede grivnjaen, så den i 1999 var en af de mest stabile valutaer i den tidligere sovjetblok - inklusive landene i Østeuropa. I 1999 blev han af præsident Leonid Kutjma udpeget til premierminister. Han blev hurtigt populær for sin kamp mod korruptionen. Men da han i 2001 kom for tæt på nogle af de finansfyrster, som stod bag Kutjma, blev han fyret og erstattet af hans modkandidat i præsidentvalgkampen, Viktor Janukovitj. Efter sin afskedigelse dannede han partiet Vort Ukraine, der hurtigt blev det største oppositionsparti i parlamentet, og han gik til hårdt angreb på Kutjma og Janukovitj. Hans kritik gjorde ham til landets mest populære politiker, og han blev symbol på den forandring, som mange vælgere i årevis har ønsket. Med søndagens valgsejr får han mulighed for at opfylde sine løfter. /ritzau/