Manden der ikke var Justin Timberlake

Et rygte i cyberspace har gjort sangeren Rasmus Thude berømt og hans sang på YouTube er blevet downloaded helt vildt meget

Rasmus Thude er helt sin egen.

Rasmus Thude er helt sin egen.

Det ville ellers lune svært godt på bankkontoen og helt sikkert gavne salget af Rasmus Thudes næste single "Candybox", der udkommer senere på måneden. Men ærkedanske Rasmus Thude har erkendt, at han ikke er verdensstjernen Justin Timberlake, selv om store dele af musikverdenen har troet det de seneste dage efter at have lagt øre til nummeret "LLL (Love, Liquor, Lick it)" på Youtube. Det hele startede mandag aften, hvor Rasmus Thude blev ringet op med en lidt pudsig nyhed om, at en af hans sange "LLL (Love, Liquor, Lick it)" var blevet forvekslet som en ny Justin Timberlake single under navnet "Take You Down". - Jeg havde lige været inde og se Klovn med et par venner og kom hjem ved 21-tiden, og der begyndte folk så at kime mig ned. Jeg troede først, det var en joke, men da jeg fik logget mig på computeren, kunne jeg jo så se, at Justin på sin fanside selv havde været inde og dementere, at det var hans sang. Og det er jo helt vildt, at han bliver nødt til det, fortæller Rasmus Thude. Rasmus Thude bedyrer, at han intet kender til rygtespredningen. Hverken hvordan singlen er blevet omdøbt, eller hvordan rygtet omkring numret er startet. At Justin Timberlakes plade "Justified", så var den første cd den 13-årige Rasmus købte er en helt anden sag. Og pladen har stadig den dag i dag tydelig indflydelse på Rasmus Thudes egen musik. Hvad hele verden altså nu har fået øjne og ører op for.