Manden i det sorte tøj

John Olsen arbejder med døden. Respekt og indføling bruges hver dag i jobbet som bedemand

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

John Olsen har været bedemand hos Baggesen Begravelsesforretning & Stenhuggeri i seks år.

HJØRRING:Den er en naturlig del af livet, men alligevel er det noget, mange har det svært med - døden. John Olsen møder døden flere hundrede gange om året, og han lever så at sige af den i sit arbejde som bedemand hos Baggesens Begravelsesforretning & Stenhuggeri i Hjørring. Det er nok de færreste, der har det som en barnedrøm at ville være bedemand, men John er rigtig glad for sit arbejde og har ønsket at komme ind i faget, siden han var ganske ung. Når han skal forklare, hvad der tiltrækker ham ved jobbet, famler han lidt efter begrundelsen. - Jeg kan ikke fortælle dig, hvad det er, der har tiltrukket mig. Men der har altid været et eller andet ved den position, fortæller han langsomt, da NORDJYSKE er på besøg en torsdag eftermiddag. I løbet af snakken om bedemandsfaget når vi ind til det centrale i funktionen som bedemand: Det kræver en person, der er utrolig god til at lytte og til med stor indføling og respekt at hjælpe folk igennem en tid, hvor de har mistet en, de har kær. - Vores fornemmeste opgave er at lytte til folks ønsker. Vi skal opfange deres signaler og hjælpe dem til at få planlagt præcis den begravelse, de gerne vil have. Selvfølgelig er der i grove træk en opskrift på en begravelse, men der er utrolig mange ting, de skal tage stilling til, fortæller John. Det er for eksempel hvilken kiste, den afdøde skal have, hvad tøj, han eller hun skal have på, hvordan kirken skal pyntes, hvilke salmer, der skal synges ved begravelsen og om der skal være kaffe bagefter. - Der er mange beslutninger at tage, og det er bedst, hvis man kan tage stilling til dem stille og roligt igennem en samtale, fortæller John. Afvekslende job En arbejdsdag som bedemand kan forløbe på rigtig mange forskellige måder. Denne torsdag er der helt stille, telefonen har ikke ringet. Andre dage kan der være mange begravelser. - Vi tager telefonen 365 dage om året 24 timer i døgnet. Folk ringer aldrig forgæves. Sådan skal det være. Forestil dig, at et familiemedlem dør en søndag morgen, og man ikke kunne få fat på os før mandag - så ville det være svært at gå i seng søndag aften, forklarer John. Når bedemanden er tilkaldt, står han i langt de fleste tilfælde for alt det praktiske i forbindelse med begravelsen. Der er en del papirarbejde, der skal ordnes - blandt andet skal en dødsanmeldelse sendes ind til kordegnen. De pårørende kommer enten ud til Baggesen, eller bedemanden kommer hjem til dem og får en snak om det hele. Det er i den samtale, at bedemandens evner til at lytte og forstå folks ønsker virkelig kommer i brug. På mødet bliver der talt om dato for begravelsen og alle de praktiske ting, der skal tages stilling til, og det sluttes typisk af med, at de pårørende vælger en kiste i kisteudstillingen. Kun én gang Bedemanden står også for kistelægningen - altså den situation, hvor den afdøde bliver lagt i sin kiste. I den forbindelse ønsker nogle familier at have en ceremoni, hvor der for eksempel bliver sunget et par salmer og bedt et fadervor. Det kan foregå i hjemmet, plejehjemmet eller på sygehuset. Herefter går turen nogle gange direkte i kirke, mens andre ønsker, at der skal være lidt tid mellem de to ting til at komme til sig selv igen. Alt sammen beslutninger, som tages med blid guidning fra bedemanden. John sætter en stor ære i, at folk får en god oplevelse og en god service hos Baggesen - og understreger, hvorfor det er så vigtigt. - En begravelse kan ikke gøres om. Det er ikke som en anden anledning, hvor man kan grine lidt af, hvis noget kikser, for der kommer nok en anledning igen. Vi bestræber os efter at levere det perfekte, selv om der selvfølgelig kan ske fejl. At rustvognen punkterer sker kun i vores onde drømme, smiler John og viser en lille flig af den sorte humor, som bedemændene har indbyrdes - John har seks bedemandskolleger, og de er gode til at lette hverdagen lidt med indbyrdes humor. - Det er nok en måde, som vi overlever på, siger han. Respekt Blandt de mere barske oplevelser i jobbet som bedemand er at skulle gøre den afdøde pænt i stand, hvis han er død på en speciel måde, for eksempel ved et trafikuheld. Men også det håndterer bedemanden professionelt. - Vi gør altid den afdøde så pænt i stand, som det er muligt, og alle fortjener, at det bliver gjort så respektfuldt som muligt, siger John. Bedemanden sørger også for vigtige detaljer som at håret er redt og at smykkerne er på. I de fleste tilfælde er det på sin egen måde smukt." - Der er en enorm forskel på, om det er naturligt, at den afdøde er død. En gammel dame på 90 år, der ligger velfriseret i en kiste, kan være virkelig smuk. Der er ikke noget så fredfyldt som et dødt ansigt, siger John og uddyber kontrasten: - Hvis det er en ældre person, så kan man godt savne hende, men man vil ikke reagere på samme måde som forældre til et barn. Så er det sorg på en hel anden måde. Det med børnene kan godt være svært for bedemanden, men igen træder det respektfulde element til, og han må klare det med værdighed. - Man kan jo ikke komme for sent til begravelsen, fordi bedemanden begyndte at græde. Man kan selvfølgelig ikke lade være med at spørge sig selv, hvad meningen er, når et barn dør, men man er nødt til at tro på, at der er en mening, som vi bare ikke kan forstå nu. Som professionel er han i stand til at skille tingene af - og det er han også nødt til. - Vi kan ikke tage sorgen til os personligt hver gang med cirka 700 begravelser om året. Gør man det, kan man ikke klare det her job. Når jeg kommer hjem, tager jeg det sorte tøj af og stryger en skjorte til næste dag, og så har jeg fri. Når jeg tager tøjet på, bliver jeg bedemand igen. Det er to forskellige roller. Vi, der arbejder her, har alle en afgren af en stikmodsat side - flere af os er involveret i teater eller andre gøremål i fritiden. Jeg tror, det har noget at gøre med, at her møder vi glade mennesker, forklarer John. Har det i sig John har ingen planer om at skifte branche og vil gerne fortsætte i sit arbejde blandt afdøde og pårørende. Tidligere i sit arbejdsliv har han arbejdet i en blomsterforretning og i restaurationsbranchen, og her har han solgt mange kranse til begravelser og har serveret "mange kubikmeter kaffe" efter begravelser. Derefter uddannede han sig til bedemand, og nu har han været i branchen i seks år. - Jeg tror ikke det er noget, man kan lære, hvis man ikke har det i sig. Du skal være som du er og du skal være den person, du er. Hvis du lægger mærke til det, så ser man ikke stillingsopslag om jobs som bedemand. Det er folk, man kikker ud, siger John og prøver på at forklare, hvad der får ham til at blive ved med at have lyst til at være bedemand: - Det er noget med, at folk har en hel pose opgaver med, som skal løses, og ting, der skal tages stilling til. Vores opgave er at få i værk efter deres opskrift indenfor de regler, der er. Det kan jeg godt lide, siger han. Især på et tidspunkt giver jobbet rigtigt meget mening for bedemanden. Det er når de pårørende typisk efter begravelsen kommer og skal vælge en gravsten. Her møder de bedemanden igen efter at være kommet på den anden side af dødsfaldet. - Alle har brug for ros, men i vores branche ligger det ikke lige for at ringe og sige, at "det var vel nok en perfekt begravelse". Men når folk kommer og skal have en gravsten, kan man godt mærke på dem, om de har haft en god oplevelse. Det er en god fornemmelse at vide, at det var godt nok. At det er lykkedes.