Manden med den gyldne sax

En sax gav hånd og bestemte Frederikshavner-drengens videre livsforløb. I dag har saxofonisten Jakob Mygind hele verden som arbejdsplads, når han turnerer med verdensmusikbigbandet New Jungle Orchestra

Musik 9. marts 2003 07:00

- Jeg var vel 12 - 13 år gammel og besøgte en kammerat. Han havde en saxofon, som jeg tilfældigt kom til at holde i hånd. Det var fascinerende. - Et stykke værktøj, som passede så godt netop i min hånd. Der var ingen tvivl om, hvad jeg skulle efter den oplevelse. Du kan kalde det én tilfældighed eller var der måske en højere mening med det? Det kan vi mødes og diskutere om 20 år. Saxofonisten Jakob Mygind griner hen over kaffekoppen med sine grønblå øjne. En gråtyst formiddag i arbejdsværelset på Strøybergsvej i Aalborg. I samtale-clinch med den 47-årige nordjyde, som fik sat den afgørende røde kursstreg på sit eget livs ukendte fremtidskort, da han som dreng uforvarende tog sax i egen hånd. - Saxofonen er fantastisk. En musikalsk landevinding også rent teknisk. Den har taget alt det gode fra klarinet, obo og tværfløjte og er samtidigt et betydeligt bedre instrument. Derfor var Jakob Mygind ikke i tvivl om, hvad konfirmationspengene skulle gå til. Der røg 800 kr. til en saxofon, og to år efter købte han 16 år gammel den franske tenorsaxofon Selmer Mark X 1959, som han stadig spiller på. - Jeg er et par år ældre end den, så jeg kan sætte mig i respekt, men Selmer-vintage er simpelthen kongen blandt saxofoner. Japanerne opkøbte dem helt vildt i 90-erne, fordi de fandt ud, at der var noget her i verden, som du ikke kunne få, selv om du havde rigtig, rigtig mange penge. Siden konfirmationen har det stået jazz, rock og verdensmusik på fremtidsnoden foran Jakobs næse. I dag lever han rent saxet og har hele verden som arbejdsplads. Fra Tarm til Timbuktu. Herhjemme i det danske med sit eget nordjyske band Matchbrothers og på den internationale scene som fast saxofonist i jazzbigbandet New Jungle Orchestra, hvor den frederikshavner-fødte Mygind blev medlem tilbage i 1990. Et band, som rejser kloden tynd under ledelse af guitaristen og komponisten Pierre Dørge og til stadighed blliver rost og hædret af den internationale jazzkritik. - Det er både uhyre priviligeret og skidehyggeligt. Tænk dig at få lov at spille med en koraspiller og høre ham fortælle oldgamle afrikanske eventyr på sit strengeinstrument . Eller stå på Rådhuspladsen og trykke til den med gamelan-spillere fra Bali og fire hip-hoppere fra Korea. På et tidspunkt holdt Mygind pause fra New Jungle, da han fandt det frustrerende med alt det rejseri. Tre dages rejse for at kunne spille en enkelt halvvellykket tre minutters solo ved en koncert i Rom, kan tage pippet fra selv en garvet spillemand. - Men nu er rejseniveauet rimeligt, og vi spiller turne i nogle blokke og har det utroligt godt sammen på det personlige plan i bandet, selv om jeg ind i mellem sidder helt alene i timevis på hotelværelser. Bare for mig selv. Bare for at lade op. Til april tager New Jungle Orchestra på turne rundt i Tyskland, Norge og Frankrig og længere fremme venter turne i USA og Canada, Tyrkiet og Færøerne. Men musikrejsen begyndte langt tidligere. I år er det 30 år siden, at gymnasieleven Mygind var med til at danne gruppen Coma, som stod for massivt avantgardemisbrug af rock og jazz tilføjet etniske klange. - Alle udtryk dengang var lige gode og set med midaldrende bakspejlsklogskab, var vi utroligt naive. Vi opfandt alting forfra, ligesom danske Saybia sikkert står og gør det i dag i øvelokalet. Meget musik går jo i fire fjerdedele, men i Coma fandt vi ud af, at vi kunne spille i tre og en halv fjerdele. Altså i virkeligheden 7/8 dele. Ligesom meget græsk musik - Men der ligger en fantastisk energi i at opfinde tingene forfra. Senere bliver det hele mere småt. Du finder en lille ny klangfarve på saxen eller en akkordrække, som tænder dig. Myginds egen musikalske ungdom bestod af lige dele jazz og rock. Miles Davis og John Coltrane lyttet til med andægtighed på storebrors Tandberg spolebåndoptager. Parallelt hermed kørte datidens rockmusik – Frank Zappa og Blood, Sweat and Tears. Det endte med, at den saxede student fra Frederikshavn kom på universitet i Aalborg, hvorfra han lod sig udskrive som cand. phil i musik i 1982. Uden praktik og pædagogikum. - Jeg opdagede, at jeg ville ende som gymnasielærer, og i virkeligheden havde jeg længe kunnet leve af at spille. Jeg tog universitetsuddannelsen – ikke bare for mor og fars skyld, men også for at berolige mig selv. Det er sådan typisk for os, der er født før 1960. Vi har sådan en spartansk og arbejdsmoralsk holdning til tingene, og hvis postbudet ringer på om formiddagen og vækker én. Ja, så må du undskylde og forklare dig, at du har været ude at spille job til sent . Det er jo en holdning, der vil være meget abstrakt for unge i dag. - Vil du have en ostemad? Mygind har sukkersyge og spiser derfor småt, men regelmæssigt mange gang i løbet af dagen, og han går ud i køkkenet og begynder derudefra halvråbende at vrøvle om Hollywood og filmindustrien. Om hvordan 30-ernes massive flugt af jødiske og politiske intellektuelle fra Hitlers Tyskland prægede hele den amerikanske underholdningsindustri. Om hvor svært det i virkeligheden er at høre en stump musik eller en frase rent, fordi vi underbevidst hele tiden forbinder lyd med ganske bestemte billeder eller følelser inde i vores hoved.- - Nej, det bliver vist for indviklet. Og mit blodsukker er også for lavt. Over ostemadderne dukker inspirationen op. Hvad inspirerer egentlig en udøvende musiker til selv at komponere? - Jeg er begyndt at skrive salmer. I samarbejde med organist Mogens Jensen fra Hasseris Kirke med tekst af Hans Anker Jørgensen. Det er sådan decideret ud fra et tekstforlag. Det er håndværk, men også fryd. Sådan at finde lyd og rytmik i ordene og så bagefter hæfte en melodi på. - Men i mit eget arbejde hører jeg rigtig meget forskelligt musik. Jeg hører altid radio i bilen, og jeg hører rigtigt meget på gode sangere og sangerinder. Det kan være Tom Waits, Joni Mitchell eller Billie Holiday. Forleden hørte jeg Steffen Brandt fra TV2 synge noget fra deres nye. Jeg var nødt til at holde ind og stoppe bilen for at høre den ordentligt. Jeg må sende ham et brev med tak for sangen. Det er sådan musik er, når det er bedst. Når følelsen går rent igennem. Myginds egne numre bærer tit dobbelttydige og humoristiske titler. "Indre Harmonisering", "Sambo-Samba", "Den indre Ko og Svinehunden" eller "Glemte Originaler" lyder nogle af dem. - Titlen fik jeg da jeg stod ved en fotokopieringsmaskine. Der stod en bakke ved siden af med en seddel på - glemte originaler. Følsomt og humoristisk. Og det kan du bruge, når du skal have folk med. Du kan ikke gå på kompromis med følelsen i et nummer, men du kan åbne op. Ved at fortælle en historie omkring numrets tilblivelse. Lave sjov. Sælge det positivt. Så kan du sælge avantgardejazz på Livø. Netop nu er Jakob Mygind i gang med at redigerer en liveoptagelse af sine egne Matchbrothers tilføjet gæstesolisterne Pierre Dørge, guitar og John Tchichai, saxofon. - Musik er altid svær at spille, og den musik vi spiller er både noget meget disciplineret og meget intuitivt. Resultatet her blev meget vellykket og DR-Radio optog det til udsendelse. Nu skal jeg have redigeret båndene til den trejde cd i Matchbrothers navn. - Vores verdensmusik låner fra stort set alle genrer. Måske lige undtaget pygmæmusik fra Sahara. For mig gælde det om at invitere folk indenfor. At fortælle en historie på instrumentet. Fra det smukt følsomme til det vildt heftige. - Når det er bedst, kan du opleve musik som intuitiv, fritstrømmende energi. Jeg har hørt, at topidrætsfolk enkelte gange oplever, hvordan tid, sted og al tankevirksomhed ophører. - Det oplever du også én gang imellem, når du spiller. At du bare er. Så bliver oplevelsen ekstatisk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...