Aalborg

Manden med det store hjerte

Lederen af skurbyen Finn Christiansen får hjemløseprisen 2003

AALBORG:Sig navnet Finn Christiansen til de mennesker, der kommer og går i Kirkens Korshærs skurby i Aalborg, og du får et smil at se. Men det er ikke kun beboerne her, der er glade for det arbejde, som Finn Christiansen har gjort for de svageste i samfundet. Da klokken slog 15 i går eftermiddag blev han hædret med Hjemløseprisen 2003, der uddeles af de hjemløses blad Hus Forbi. På Slotspladsen foran Christiansborg fik han prisen, der består af en håndlavet dukke og et års abbonnement på "Hus forbi". Det er en komite bestående af repræsentanter fra flere organisationer, der har valgt Finn Christiansen som prismodtager blandt 10 indstillinger. - Finn Christiansen er valgt, fordi at han er en ildsjæl, som har troet på noget og vist vejen indenfor det her område, siger Thomas Hye-Knudsen fra Hus Forbi. Finn Christiansen, der er leder af skurbyen i Aalborg er glad for at modtage prisen. - Det er jeg blevet meget beæret over, selvom jeg synes, at der er mange andre, der lige så godt kunne få den, siger Finn Christiansen. Han har arbejdet med samfundets svageste i mange år. - Jeg er glad ved det. Det betyder meget, at der er nogen, der er glade for det arbejde, man laver, men det har også været en kamp, siger han, der også giver den tidligere leder af brobyggerselskabet Ove Sørensen en stor del af æren for at skurbyen blev til noget. De første tanker til skurbyen tænkte han i 1994, hvor også brugerne var med til at fortælle om, hvordan de gerne ville have, at det nye boligtilbud skulle se ud. - Vi har været med til at vise, at folk kan bo anderledes, og at de kan bo godt, siger Finn Christiansen. Der har været gæster fra hele Danmark, Norge og Sverige for at se på skurbyen, hvor man ifølge Finn Christiansen har taget imod beboerne, som de er. Han er ikke i tvivl om, hvad der ville være sket, hvis skurbyen ikke havde været der. - Dem der bor i skurbyen havde ikke levet i dag, det kan jeg ikke sige om dem allesammen men halvdelen, siger Finn Christiansen. Roligt gemyt Jan Nødskou har været med lige fra skurbyen blev en realitet, og han har arbejdet tæt sammen med Finn Christiansen i mange år. - Hans hjerte banker for arbejdet og for brugerne, siger Jan Nødskou. Hvis man spørger Jan Nødskou om Finn Christiansen kvaliteter, så nævner han, at han har et roligt gemyt, og så er han i besiddelse af en stor tålmodighed. - Det er ikke ofte, at han kommer med kritik, men når han gør det, så gør han det på en pæn måde. Når han siger noget, så bliver der lyttet, siger Jan Nødskou. Inge Hermansen, der arbejder i Skurbyen, er ikke i tvivl, om hvad Finn Christensen er gjort af. - Det er manden med det store hjerte, lyder hendes vurdering. Beboerne i Skurbyen har også roser til lederen af det lille samfund med ekstra brede rammer. - Ham vil jeg betegne som en meget intelligent mand, som jeg har respekt for angående mange ting. Han hjerne fejler ikke noget, det er helt sikkert, siger Bjørn Poulsen, der bor i skurbyen. Hvis noget går i stykker skurbyen, så kan Finn Christiansen ofte klare ærterne selv. - Han kan alt med sine hænder, hvis en cykel er punkteret, så lapper han den, siger Bjørn Poulsen.