EMNER

Manden på bænken

Han har svømmet blandt alligatorer, fragtet Kennedys gravsten og giftet sig med en kineser uden at vide det. I dag kalder Brovsts børn Alex Petersen for julemanden

TORSLEV:I hans søfartsbog fra 1952 er der et punkt, der hedder ”særlige kendetegn”. Her står ”ar på hagen”. Arret fik Alex Petersen, da nogle våbenhandlere i Port Sudan forsøgte at hugge hovedet af ham. Men det var i 1950’erne og længe siden nu. I dag kender de fleste Alex Petersen som kongen af bænken mellem SuperBrugsen og Egnsbank Han Herred i Skovsgaard. Glad for solskin og glad for at sidde blandt venner nyder Alex dagligt en flok øl på ”sin” bænk. Men lokker vennerne Alex til at snakke gamle dage, er det en diger mosaik af sande røverhistorier, han kan levere fra sine 66 år på jorden. Port Sudan var bare et af utallige eventyr. Før en dum allergi i 1972 sendte Alex på pension som 35-årig, sejlede han verden tynd som sømand. - Jeg har levet mit eget mærkelige liv. Altid stik modsat af, hvad de andre gør, som han siger. Prinsesse Benedikte Alex’ liv starter 8. august 1937 i Rødovre. Alex vokser op blandt seks søskende, en far, der er skraldemand, og en mor, som går hjemme. Femten år gammel går han ind på De Forenede Dampskibsforbund og får en søfartsbog. Med den i hånden har den unge Alex snart fået hyre på et kulskib. - Jeg har altid vidst, at jeg ville være sømand, siger Alex. Et år er Alex letmatros på Aalborg-Oslo-båden ”Frederikshavn”. Efterfulgt af et år mellem København og Oslo på ”Kronprins Olav”. Alex hilser på den lille prinsesse Benedikte, som han kan huske kom hen og sagde ”Sømand, hvornår er vi i Oslo?” Han fragter også Ib Schønberg og de andre Far-til-fire-skuespillere til Norge, da de skal optage ”Far til fire i sneen”. Men nattevagterne generer, og Alex vil videre, længere væk. Så starter hans lange karriere hos Mærsk. I 16 år sejler Alex rundt med olie, primært mellem Nord- og Sydamerika og i Den Persiske Golf. - Jeg påmønstrede i udlandet og skiftede mellem skibene. Det er det der med, at man aldrig ved, hvor man ender, siger Alex om kærligheden til livet på søen. Alex er avanceret til bådsmand og tredjestyrmand. Slavepiskeren, der sætter matroserne og de andre i sving. Gift i Singapore Livet på dækket er farverigt. Sømændene klunser om sprut, kokken serverer røde pølser, når han er fuld, og en skibsfører vælger at stoppe midt ude på havet for at se på hvaler. Når landjorden nås, er kvinder den mest eftertragtede beskæftigelse. Unge Alex nyder friheden. Men så klapper fælden. - Det var i Singapore. Pludselig en morgen var jeg blevet gift med en kineser om natten. Uden at kunne huske det. Alex griner igen. Minderne flakker forbi i hans klare, glinsende øjne. Hans svenske ven er også kommet til at sige ”ja” til en kineser i nattens løb. Men Alex er faktisk glad for sin nye kone. Betty Leon hedder hun. Han får forlænget sin tid i land og flytter ind i hendes lejlighed. Kvinden føder et barn, og da Alex er tvunget ud at sejle igen, vender han jævnligt tilbage til sin kone og søn. Og den motorcykel, han har købt. Men så .. - En gang jeg kom til Singapore, var der en taxachauffør, der var utroligt flink imod mig. Han kørte mig gratis hele vejen til Kuala Lumpur i sin taxa. Det viste sig bagefter, at han havde taget barnet, konen og motorcyklen. Alex accepterer uden vrøvl. Han kunne alligevel ikke være blevet en god far, det ved han. - Min søn må være omkring 40 år nu, funderer Alex. - Dengang var han bare så lillebitte. Alex holder hænderne op foran hovedet med cirka en halv meter mellem håndfladerne. - Jeg har aldrig blandet mig i deres liv. Men hvis jeg kom derned igen, kunne jeg da godt tænke mig at se, hvordan han ser ud, tilføjer han. Tre døtre Axel sejler videre med Mærsk. Bliver arresteret i Venezuela, fordi en kammerat har taget bukserne af i en grøftekant. Fængsles i Los Angeles for druk. Bliver venner med fattige skopudserdrenge, puertoricanske bartendere, indianere i reservater. En overgang går han i land i Genova i Italien og får job på Copenhagen Bar som selvlært kok. I halvandet år lykkes det ham at gå en lille tur, hver gang politiet kigger forbi for at tjekke, om de ansattes papirer er i orden. For Alex har hverken opholdstilladelse eller kokkeuddannelse. Så en dag advarer en italiensk ven ham om, at nu må han hellere tage med et skib. Og Alex er igen på vej. Pludselig, i land i USA, møder han Susan. En ung New York’er, som Alex i dag ikke har andet end ordet ”kælling” tilovers for. Alex sejler stadig, men får bopæl i New York sammen med Susan, og i løbet af de næste otte år kommer døtrene Jenny, Debrah og Shannon til verden. - Hun tog røven på mig, mumler Alex alvorligt frem for sig. I starten af 1960’erne vælger Susan og Alex at flytte til Danmark. De køber hus i haveforeningen Engly på Amager. Forholdet er rodet. Alex bliver indlagt, da han en dag skvatter ned fra taget, mens han ordner tv-antennen. Udskrevet fra Sundby Hospital kommer den dengang 27-årige Alex hjem til en dyster overraskelse. Susan er smuttet med en anden mand. 3400 videofilm Arrig, såret og frustreret kaster Alex sig ud i at smadre deres fælles hjem og møbler, kun afløst af en tur i ”fuldebrummen”, da politiet dukker op. - Jeg gik rundt i huset med 50 Carlsberg Portere og ødelagde alt med et brækjern, fortæller Alex. Alex kommer på benene igen, og livet går videre. Han har fået diagnosen multiallergiker, så det er slut med at sejle. Helt slut. I nogle år arbejder han som lagerarbejder på Lykkeberg Sild, som byggeriarbejder på Carlsberg og som havnearbejder. Da han i 1988 brækker begge ben ved et trafikuheld, er det, at han beslutter at tage et skift. Udskrevet i 1989 flytter han til Brovst. - Det er langt at foretrække, det her. Folk her er s’gu rare mennesker, siger Alex om Brovst. I det gule hus på Lundbakkevej lever han i dag sit eget liv med sin førtidspension, sine venner og sin samling på 3400 videofilm. Søfartsbogen er ikke gemt væk i nogen kasse, men ligger inden for rækkevidde. Og tit går tankerne tilbage til dagene til søs. Til dengang han var med til at fragte præsident Kennedys gravsten hjem. Til dengang han svømmede ud til båden i Toronto, uden at have opdaget alligatorerne på den anden bred. Til dengang han gav nogle fattige mad og kaffe på Star Bar i Brooklyn - vred over den måde, de blev behandlet på af systemet. Nu er det vennerne Polle, Bente, Kaffe-Jan, Sven Sidevind og alle de andre, der lægger øre til Alex tusind eventyr. Alex fortæller gerne. - Alle vegne jeg kommer, kender folk mig. Også børnene. De kalder mig julemanden, smiler Alex stolt. På sin faste plads på bænken i Skovsgård har han fået en ny kontrolpost, omend som landkrabbe: - Jeg passer på Brugsen og banken, forsikrer han.