Manden som kan få flyglet til at synge

Den amerikanske jazzpianist Keith Jarrett modtager Sonnings Musikpris næste år i juni i Tivolis koncertsal

Den 58-årige amerikanske jazzpianist og komponist Keith Jarrett modtager næste års Sonnings Musikpris på 500.000 kroner. Prisen er begrundet med, at Keith Jarrett med udsøgt fantasi og intelligens har skabt sit eget umiskendelige sprog, og gennem hele sin karriere har udvist et sublimt musikerskab. Det er kun anden gang, at Sonnings Musikpris tildeles en jazzmusiker. Første gang var i 1984, da prisen gik til Miles Davis. Det er lykkedes Sonningkomitéen at placere prisoverrækkelses-koncerten i Tivolis Koncertsal 7. juli 2004 midt under Copenhagen Jazz Festival, hvor Keith Jarrett dukker op som et af de absolutte hovednavne sammen med sin standardtrio bestående af bassisten Gary Peacock og trommeslageren Jack DeJohnette. Navnet henviser til, at trioen henter sit materiale og repertoire i den amerikanske populærmusiks mange standards og evergreens. Keith Jarrett har besøgt Danmark adskillige gange, siden han i 1966 indtog jazzscenen i New York i selskab med andre jazzlegender som Art Blakey, Charlie Haden og Charles Lloyd. Få år senere optrådte han også i trompetisten og komponisten Miles Davis's udforskning af grænselandet mellem jazz, rock og avantgarde. - Han har eksperimenteret og fornyet uden at forkaste traditionen, ukorrumperet af tidens og musikkens trends og modeluner, og han står i dag, 58 år gammel, i sin kunstneriske banes zenith, hedder det i Sonningkomitéens begrundelse for at tildele prisen til Keith Jarrett. Keith Jarrett begyndte allerede at spille klaver som treårig og gav sin første koncert i hjembyen Allentown i Pennsylvania et år senere. Desuden lærte han at spille diverse slagtøj og sopransaxofon. I 1971 skrev jazzpianisten kontrakt med Manfred Eichers ECM-pladeselskab, og det resulterede i en række fremragende indspilninger med den skandinaviske kvartet med den norske sopransaxofonist Jan Garbarek på cd-titler, som "My Song" og "Belonging". Hans helt store kommercielle gennembrud kom, da han i samarbejde med ECM begyndte at spille solokoncerter, hvor han improviserede sig gennem hele forløbet uden at aftale med sig selv, hvad han ville spille på forhånd. Blandt de mest kendte er "The Köln Concert" fra 1975, som er en af de mest solgte jazzplader overhovedet. Sideløbende har Keith Jarrett ikke afholdt sig fra at indspille partiturmusik af komponister som Bach, Sjostakovitj og Händel, og selv om han ifølge Sonningkomitéen formentlig er den eneste kunstner i musikkens elite, der lige ubesværet spiller både jazz og klassisk, så har han i de senere år ofret mest tid på jazzen og sin standardtrio. I efteråret 1996 blev Keith Jarrett ramt af den sjældne muskelsygdom Chronic Fatigue Immune Dysfunction Syndrome - et massiv træthedssyndrom, som gjorde ham ude af stand til at spille koncerter og truede hans liv og karriere, men han kæmpede sig ud af sygdommen og spillede en af sine første koncerter derefter på Copenhagen Jazz Festival i 1999. Tidligere på året modtog Keith Jarrett også den svenske Polar musikpris på en million kroner. Musikalsk hører Keith Jarrett til i verdensklassen. Han er en central figur i musikken i den sidste fjerdedel af det 20. århundrede, og solokoncerterne har med deres spirituelle overtoner og melodiske indfald skabt ham et stort publikum uden for jazzen. Hans arbejde med Miles Davis og egne kvartetter har givet højst originale bud og samtidig står standardtrioens indspilninger som et samlet fantasifuldt og intelligent monument over amerikansk populærmusik. Han kan simplethen få flyglet til at synge henført og hengivent.