Hjørring

Mange bed på pølsen - men hvor mange bider på krogen?

Både de unge, men også potentielle natteravne, var omkring for at få en pølse og en snak på Springvandspladsen - Natteravnene håber, at charmeoffensiven vil få flere til at tage den gule jakke på.FOTO: NATTERAVNENE

Både de unge, men også potentielle natteravne, var omkring for at få en pølse og en snak på Springvandspladsen - Natteravnene håber, at charmeoffensiven vil få flere til at tage den gule jakke på.FOTO: NATTERAVNENE

HJØRRING:Natteravnene i Hjørring sørgede for, at op mod 300 unge mennesker hverken svømmede i Bacardi Breezer eller øl på tom mave pinselørdag-nat. Foran Føtex serverede Natteravnene således omkring 300 hot-dogs i tidsrummet fra klokken 23 - 03. - Det er tredje gang, at vi gør det, og det skal også ses som en charmeoffensiv, siger formanden for Natteravnene i Hjørring, Kai K. Madsen. Over sommeren er der nemlig kun 25 aktive Natteravne, og det er for lidt, hvis der skal sendes delegationer på tre ud i nattelivet både fredag og lørdag. - Hvis vi skal gå to gange om ugen, skal vi bruge ti yderligere, vurderer Kai Madsen. Det er for tidligt at sige, hvor mange der bider på krogen efter weekendens pølse- og charmeoffensiv - ingen har endnu meldt sig, men en del fik brochurer med hjem. - Vi håber, at komme op på en antal, så man kun skal på gaden en gang om måneden. Vi skal ikke drive rovdrift på folk, lyder det fra formanden. Blandt Natteravnenes opgaver er blandt andet at vække sovende branderter og få indehaverne af disse bragt på ret køl eller hjælpe og komme med et trøstende ord, hvis nogen har fået en øretæve.