Mange bitre digte

Litteratur 18. september 2002 08:00

DIGTE Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Helikopter igen" Der er i denne digtsamling en række kærlighedsdigte, der fortæller om ensomheden, der forsvinder ved, at hun føler samklang med en anden. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Det provokerende ligger i måden, der bliver fortalt på. Lad bogens sidste digt illustrere: Jeg rører dit ansigt, det er mig, ikke længere ensomheden eller kun mine hænder. Jeg rejser mig over dig, du får sandet der glinser, smut-sten og bølger. I porten hænger slagtekvæg endnu med hovedet nedad, men fortovet fejes af et hjerte i genskin. Marstrand-Jørgensen sønderbryder i denne variation over et evigt gammelt emne den sproglige syntaks, og de grammatiske regler overholdes ikke i en knækprosatekst, der som denne ikke i sine liniebrud tager indholdsmæssige hensyn. Alligevel får de to positive elementer: kærligheden og selvbevidstheden, og det negative element: ensomheden, en stærk placering. Når digtet ender positivt i sit udsagn, skyldes det den sidste linies udtryk "et hjerte i genskin". Der kan komme et anstrøg af kulturelt generationsoprør: "Vi pakker taskerne altid med de forkerte ting: Et ubrugeligt segl, gavmildhed og kapellet i forfald." Digtet slutter med dette aforismeagtige udsagn: Vi siger hvis glemslen er et dødt vartegn, så er det vi kan huske det også. Men der er ved siden af samlingens kærlighedsdigte også mange bitre digte om forhold, om at blive "væk i en dør", "en umenneskelig træthed inden bag tungen", "Jeg vil bide dit ansigt itu" osv. Og dog er samlingen dedikeret "Til Morten" - nærmest et trods alt. Det er vanskeligt at beskæftige sig med billedindholdet i disse halvtreds korte digte, fordi det samlede billede bliver så irrealt. Men der er ingen tvivl om, at der er stor poetisk styrke i Marstrand-Jørgensens sprog. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Helikopter igen" 60 sider, 150 kr. Gyldendal

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...