Dronninglund

Mange bud på fremtidens gymnasium

Dronninglund Gymnasium vil forsøge at se ti år frem

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø gav en række bud på fremtiden ved årets ’Solutioncamp’ på Dronninglund Gymnasium. Foto: Privat

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø gav en række bud på fremtiden ved årets ’Solutioncamp’ på Dronninglund Gymnasium. Foto: Privat

DRONNINGLUND:Det kan være svært at spå om fremtiden, men på Dronninglund Gymnasium har man gjort et forsøg. Man ville forsøge at spotte, hvordan gymnasiet mon ser ud om bare 10 år.

Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø gav nogle bud på fremtiden ved at pege på, hvilke trends der efter hendes mening bliver til mere end små fisk i vandet og slår igennem som en del af undervisningen, livsstilen og vores forbrug og bliver en del af vore vaner.

- Det er nemt at være bagklog, men straks sværere at være ’forklog’, men forsøger vi ikke at komme fremtiden i møde, bliver vi nemt hægtet af eller lader os flyde med strømmen uden kritisk stillingtagen, sagde hun.

Liselotte Lyngsø er uddannet i økonomi, politik og samfund fra Oxford University og er i dag direktør og partner i Future Navigator, hvor tankerne bl.a. koncentrerer sig om at udfordre vanerne, tænke ud af busken og udfordre os selv med henblik på morgendagens uddannelse og arbejde.

Der var mange bud på fremtiden, og opgaven for eleverne var først og fremmest at spotte de trends, der kan få betydning for undervisningen og skolekulturen generelt i de kommende år. Eleverne havde på forhånd i alle klasserne udvalgt de trends, der var mest spændende, og de indgik i et vist omfang i Liselotte Lyngsøs foredrag, der efterfølgende blev suppleret af Liselottes assistent, Lone Thier, der organiserede elevernes idédating via en tilknyttet app.

Mange af elevernes bud på fremtiden var orienteret mod nettet og dets muligheder, anderledes undervisningsformer og mulighederne for at gribe endnu mere fat i de enkelte elever og deres potentialer via virtuel undervisning. Det er måske trenden og fremtiden, men kritiske røster betonede også nødvendigheden af at fastholde de personlige relationer i mødet mennesker imellem i den konkrete undervisning.

- Nu er det spændende at se, hvordan og hvornår fremtidens trend slår igennem på Dronninglund Gymnasium, men nu er der taget hul på fremtiden. Den kommer ikke bag på os, fastslog uddannelsesleder Anne Mie Nielsen.

Arrangementet strakte sig over hele dagen og var dette års ’Solutioncamp’ for alle elever og lærere, hvor aktuelle problemer og spørgsmål var på dagsordenen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.