EMNER

Mange demonstrationer imod Irak-krig

Washington, lørdag /ritzau/Reuters Tusindvis af mennesker gik lørdag på gaderne i storbyer mange steder i verden for at demonstrere imod at gå i krig mod Irak. Henimod aften (dansk tid) begyndte amerikanerne også at røre på sig, da de i stort tal strømmede til forbundshovedstaden Washington for at kræve, at Det Hvide Hus giver FN's våbeninspektører en chance for at finde eventuelle masseødelæggelsesvåben i Irak, inden præsident George Bush beordrer krig mod Irak. Der ventedes titusindvis af demonstranter i både Washington og San Francisco. I Washington skulle borgerrettighedsforkæmperen Jesse Jackson tale, og det samme skulle bl.a. skuespillerinden Jesse Lange. I San Francisco var skuespilleren Martin Sheen blandt talerne ved demonstrationen, der ifølge arrangørerne kunne trække op til 50.000 mennesker. Demonstrationerne i USA var blot enkelte af en række demonstrationer verden over i denne weekend. De første tog allerede fart fredag aften, da der bl.a. mødte 1000 demonstranter op i Wien. Lørdag var der demonstrationer i 10 byer i Japan, hvor den største fandt sted i hovedstaden, Tokyo, med omkring 5000 demonstranter. Lørdag eftermiddag samledes et sted mellem 5000 og 6000 mennesker i Göteborg i Sverige for at protestere imod krig. Samtidig mødte et par hundrede russiske demonstranter op foran den amerikanske ambassade i Moskva, hvor de med bannere af Lenin og Stalin fordømte USA og de amerikanske trusler om at indlede en krig mod Irak for at afvæbne Saddam Hussein. Mellem 4000 og 5000 mennesker deltog i to demonstrationer i Tyskland, og da mørket faldt på, begyndte demonstranter også at samle sig i Storbritannien, hvor arrangører i flere byer havde blæst til samling mod krig. I Damaskus i Syrien, der er naboland til Irak, demonstrerede 15.000 mennesker og råbte slagord som "Nej til krig om Iraks olie, "Ned med USA" og "Bush, forsvind". /ritzau/Reuters