Medicin

Mange dumper på nyt studium

AAU-studerende skiller sig negativt og positivt ud med en høj dumpeprocent på Medicin med Industriel Specialisering på Aalborg Universitet.

En ud af syv. Så mange dumpede til førsteårs-eksamen eksamen på uddannelsen Medicin med Industriel Specialisering på Aalborg Universitet, da den første gang fandt sted for et år siden. I år dumpede hver 10., da de var til eksamen efter det første år på studiet. Dermed ligger dumpeprocenten på AAU begge år markant højere end ved tilsvarende eksamener på lægeuddannelserne i Århus, Odense og København. Her er den alle steder under fem pct. Fritz Schønau Jørgensen er formand for censorkorpset for lægeuddannelserne i Danmark og censor på AAU-elevernes eksamen sidste år. - Der var utroligt at se, at 15 procent af de studerende slet ikke havde nogen idé om, hvad der kræves for at læse på et universitet, siger han. Medicinuddannelsen i Aalborg er, i modsætning til de øvrige tre byer, uden adgangsbegrænsning, og prodekanen for sundhedsområdet på Aalborg Universitet, Egon Toft, erkender, at nogle studerende har manglet den rette indstilling. - Derfor har vi gjort det klart for dem, hvad de skal kunne, og hvilke krav vi stiller. Det har fået dumpeprocenten ned på 10 i år, og jeg tror, den bliver endnu lavere fremover, siger Egon Toft. Censorformanden fremhæver, at det ikke kun er på negativsiden, de studerende på den ny AAU-uddannelse skiller sig ud. Da han var censor ved den første årsprøve, var der også en anden gruppe, der skilte sig ud: - 15 procent gjorde det exceptionelt godt og fik enten 11 eller 13, og det er et meget højt tal for et hold studerende, siger Fritz Schønau Jørgensen. Kombination af viden Medicinuddannelsen på Aalborg Universitet tager som universitetets øvrige uddannelser udgangspunkt i et konkret problem frem for at undervise i et fag ad gangen, og Fritz Schønau Jørgensen glæder sig over elevernes udbytte af undervisningen. - Jeg var især imponeret over, hvor dygtige de var til at kombinere viden fra forskellige fagområder og på baggrund af denne viden drage nogle meget velovervejede konklusioner om, hvad en patient kan tænkes at fejle, siger han. Igen i år har omkring 15 procent af de studerende scoret absolutte topkarakterer, men det er ikke kun karakterne, der glæder prodekan Egon Toft: - Jeg er meget imponeret over, at studerende, der blot har læst i knap to år, er begyndt at forske i deres fritid. Et hold er i gang med at se, hvordan man lettere får medicin til at blive optaget i hjernen, og det vil virkelig kunne hjælpe dem, der døjer med sygdomme i hjernen som eksempelvis meningitis eller Parkinsons, forklarer Egon Toft. I år har 50 på nuværende tidspunkt søgt ind på studiet. Som det er tilfældet med langt de fleste uddannelser, er det færre end sidste år. Ansøgerne til de videregående uddannelser får i morgen, onsdag, besked på, om de er optaget eller ej.