Brand i højhus i Bangladesh er under kontrol - 25 meldes døde

En brand i Dhaka i Bangladesh er under kontrol. 25 meldes døde, men dødstallet frygtes at blive meget højere.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

People react as fire broke out at a multi-storey commercial building in Dhaka Borgere i Dhaka følger med frygt branden i kontorbygningen i Dhaka. Mohammad Ponir Hossain/Reuters

DHAKA:En voldsom brand i et højhus i hovedstaden Dhaka i Bangladesh er nu under kontrol.

Ifølge brandmyndighederne har branden indtil videre kostet 25 mennesker livet, skriver nyhedsbureauet AP.

Ud over de omkomne er over 70 personer kommet til skade i branden, og derfor frygter man, at dødstallet bliver højere.

Branden begyndte torsdag klokken 13 lokal tid og er formentlig opstået på syvende etage.

Ifølge avisen Daily Star har man set seks mennesker falde fra bygningen, tilsyneladende i et forsøg på at slippe væk fra flammerne.

Andre personer er set kravlende på ydersiden bygningen for at komme ned. Folk har råbt fra bygningens vinduer, at de var fanget i flammerne og røgen.

Shoikot Rahma løb i sikkerhed, da hans kolleger slog alarm. Det lykkedes ham med nød og næppe at slippe væk fra røgen og flammerne.

- Mange af mine kolleger er stadig fanget i vores kontor, fortalte han AFP.

En mor fortæller, at hendes datter arbejder inde i bygningen på 12.-etage.

- Under vores sidste kontakt fortalte hun os, at der var enormt meget røg i bygningen, og at hun havde svært ved at trække vejret. Nu kan vi ikke længere få fat i hende på telefonen.

Det lykkedes brandfolk at redde seks personer på 17.-etage, efter at de havde skåret sig gennem jerngitre fra en nabobygning.

Myndighederne mangler kun at identificere et af ligene. De pårørende er derfor blevet underrettet.

Brandsikkerheden i store bygninger i Bangladesh er notorisk kendt for at være ringe. Selv i regeringsbygninger er der ofte ikke brand- og slukningsudstyr, der kan forhindre, at brand kan opstå og brede sig.

Bangladesh har i de senere år oplevet meget alvorlige ulykker.

I 2012 fejede flammerne gennem en klædefabrik i udkanten af Dhaka. 112 døde, fordi dørene var løst. Et halvt år senere omkom 1134, da en tøjfabrik kollapsede.

I Dhakas ældste bydel døde mindst 67 i sidste måned under en brand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.