EMNER

Mange flere fik hjælp til julen

ASF Dansk Folkehjælp fik råd til ekstra julekurve.

VESTHIMMERLAND:Julemiddagen blev ekstra god for 38 økonomisk trængte børnefamilier i Vesthimmerland, takket være den julekurv, de kort før jul fik foræret fra ASF Dansk Folkehjælp. Med hjælp fra blandt andre 3F Midtfjord, kunne ASF Dansk Folkehjælp i år fordoble antallet af julekurve i forhold til sidste år. - De 38 julekurve gjorde stor lykke. Modtagerne var utroligt glade for julekurvene, som indholdt alt til at lave en god traditionel julemiddag samt lidt slik og knas, fortæller formanden for ASF Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, Herdis Brix, Aars. Hertil kom, at afdelingen takket være indsamlingspartneren EkstraBladet, var i stand til at lægge to gavekort oveni, nemlig til legetøj og vinterbeklædning. - Der er ingen tvivl om, at julekurvene gør en forskel. Modtagernes glæde over gaven fik indsamlerne til hurtigt at glemme de kolde indsamlingstimer. LO Vesthimmerland betænkte juleindsamlingen med 3000 kroner, og der var ligeledes støtte fra Dansk Metals Løgstør-afdeling og NNF"s Efterlønklub og flere andre, blandt andre private, der har givet til indsamlere på gaden. Ansøgningerne om julehjælp blev gennemgået og attesteret af kommunen.