Mange fremtidsønsker for 90-årig

Ørsø Idrætsforening fejrer fødselsdag med reception og bold og håber på, at hele byen vil deltage i festen

Christian Petersen, formand for Ørsø IF, drømmer om en lys fremtid for byens klub.
Foto Peter Broen

Christian Petersen, formand for Ørsø IF, drømmer om en lys fremtid for byens klub. Foto Peter Broen

ØRSØ:Vandt Christian Petersen 100 millioner kroner i Lotto, er der ingen slinger i valsen, en del af pengene skulle tilfalde den lokale idrætsforening. - Jeg har altid været ØIF-mand, jeg er født og opvokset i Ørsø, og den har altid stået for mig som klubben, på trods af, at jeg har haft med andre klubber at gøre, både som træner og dommer. Det er her, vi hører til, det er vores by og vores klub, fortæller Christian Petersen, der er formand for Ørsø Idrætsforening. - Det er ikke sådan, at jeg er fanatisk og ikke kan snakke om andre klubber, men når klubben har været så stor en del af en liv, er det klart, at hjertet på en eller anden måde vil komme til at banke for sådan en klub. Onsdag kan klubben fejre 90 års jubilæum, og det markeres blandt andet med fodboldkampe og en reception onsdag eftermiddag på stadion. - Alle er velkomne til at komme og hilse på, foreningen er vært ved en lille anretning og noget at drikke. Der er ingen gavetvang, folk kan bare komme, og vi håber at få samlet så mange mennesker fra byen på stadion som muligt. Da foreningen blev dannet for 90 år siden, var det fodbolden det primære område, men gennem årene har foreningen også haft teater, badminton og håndbold på programmet. Nu er aktiviteterne reduceret til fodbold og bankospil. Det er spillerne selv, der mod reduktion i kontingentet står for at afholde bankospillet, der finder sted i Dronninglundhallens cafeteria. Spillene, der har ti års jubilæum i år, har vist sig at være en uundværlig økonomisk hjælp til foreningen. Tidligere holdt foreningen idrætsuge, men den kunne ikke indbringe nær så meget, som et bankospil og derfor blev idrætsugen nedlagt for flere år siden til fordel for et ugentlig spil. Og det er en succes, kan Christian Petersen konstatere. - Sidste spil her inden sommerferien havde vi 192 besøgende. Helt så mange mennesker kan fodboldafdelingen ikke mønstre, men håbet er at øge medlemsskaren i de kommende år. - I øjeblikket er vi 22 medlemmer, men kunne vi blot nå op på 30, vil vi også kunne blive flere til at deltage i de sociale arrangementer, som eksempelvis, grillfester og ture, siger Christian Petersen, der erkender, at det er en svær opgave. - Der er meget, der trækker i de unge i dag og det er svært at lokke dem til. Desuden er der ikke sådan som før i tiden, hvor man godt kunne nå både en fødselsdag og en fodboldkamp på samme eftermiddag. I dag droppes fodboldkampen til fordel for fødselsdagen, siger Christian Petersen og kommer i tanke om en spiller, der lige nåede at spille en første halvleg, før han skulle giftes. For til stadighed at kapre nye spiller og derved sikre fremtiden, er klubbens mål at være bedste klub på det sociale område. Det indebærer alt lige fra landskampsture til en øl i omklædningsrummet efter kampen. - Hvis vi skal trække endnu flere unge til ØIF, som er en ”bondeklub”, er vi nødt til at sikre, at spillerne har det sjovt og det er vigtigt at de ved, at de er mere end velkomne. Et af ønskerne for 90-års fødselaren, er flere folk på tilskuerpladserne. I dag er der ofte kun omkring 20 på sidelinjen - men for blot ti år siden, var billedet et andet. - Jeg kan huske en serie 5 kamp, det var godt nok mod dronninglund, men der var tæt på 200 mennesker og kanonslag - og det står prentet ind i mig som noget af det største, husker formanden og tilføjer. - Siden er det bare gået den anden vej, nu er vi heldige hvis vi kan snaldre os op på 20 tilskuere, og det er noget af det, der er mest ærgerligt, men vi kan kun håbe på, at det vender på et tidspunkt, siger han. Hvad de kommende ti år bringer for den lille klub, er selvsagt uvist, men Christian Petersen er fortrøstningsfuld. Vi har en god klub, et sundt foretagende og en god økonomi, men som tiden er, er det ikke til at vide, om vi bliver 100 år, men det kan også nemt være, at vi bliver 200 år. Selv om vi har mange unge spillere, er det ikke til at vide hvordan det ser ud om ti år, når de er blevet ”satte” med familier og børn, og hvis fodboldspillerne ryger fra, har vi ingen klub.