Mange frivillige bag middelalderdage på Voergaard

Skoleinspektør er smed i 10 dage under sommerens middelalderdage på Voergaard Slots

Birger Skovholm (i baggrunden) og Evald Christiansen sørger for smedjen. 
Foto: Eva Seider

Birger Skovholm (i baggrunden) og Evald Christiansen sørger for smedjen. Foto: Eva Seider

VOER:Tavle og kridt er skiftet ud med hammer og ambolt. Skoleinspektør Birger Skovholm er én af de mange frivillige, der hver sommer er med i foreningen Voergaard Levende Historie, der står bag levendegørelsen på Voergård Slot. - Det er en spændende uge. Man møder en masse mennesker, siger han. Og han har kendskab til smedefaget. - Min far var smed i Struer, så jeg har hjulpet som dreng, og det har jeg ikke glemt, fortæller Birger Skovholm. Hans makker er Evald Christiansen, der kommer fra Try ved Thorshøj. Evald Christiansen har været smed i en menneskealder, og er derfor vant til at svinge en hammer på en ambolt. De er ved at omdanne klinger fra høleer til våben. - Tiden er meget urolig (vi befinder os i 1533, red.), fortæller Birger Skovholm. - Vi har set skipper Clement ude bagved Voergaard, fortæller han. - Men det må Stygge Krumpen ikke få at vide, siger han med et smil. På den tid blev alt, hvad der kunne omdannes til våben, lavet til våben, idet alle ville være sikre på at kunne forsvare sig mod fjenden. Der er en esse af nyere model. - Den er fra 1920’erne, indrømmer Birger Skovholm. Men for at være historisk korrekt er der også en sammenklappelig esse i træ. - Kun det sted, hvor kullene skulle placeres, skulle der være ikke-brændbart materiale, fortæller han. Essen er forsynet med en blæsebælg, som man aktiverer med en lang stang, Smedene gik dengang fra gård til gård. - Voergaard Slot havde dog sin egen smed i den ene ende af en bygning. Men de steder, hvor man ikke havde det, kom smeden rundt. - I 1533 var der rigeligt til en smed på Voergaard. Der var mange heste, der skulle skoes, og mange andre opgaver. Det er selvfølgelig ikke tilladt at bruge briller, tennissko eller lignende, som slører billedet af 1533. Birger Skovholms kone, Petra Skovholm, der kommer fra Tyskland, har været med til at indføre levendegørelsen på Voergaard Slot. Hun er fra Bernau ved Berlin, hvor hun var med i middelalderdage, og hun har været konsulent på middelalderdagene på Voergaard Slot. - I Tyskland holdes der middelalderdage i omkring 500 byer, fortæller Petra Skovholm, der selv underviser i dans. Efter 10 hårde dage som smed, er der nu snart tid til sommerferie, inden skolen kalder igen mandag 14. august.