Mange frygtes dræbt ved islamistisk angreb i Nigeria

Vidner fortæller, at militante kom i pickupbiler og på motorcykler og åbnede ild i byen Gudumbali.

Ritzau
En af de lejre, der er oprettet i Nigeria for mennesker, som er flygtet på grund af angreb fra den militante, islamistiske gruppe Boko Haram. Denne lejr ligger i byen Pulka i det nordøstlige Nigeria. Foto: Stefan Heunis (arkiv)/Ritzau Scanpix
Religion 8. september 2018 16:50

Mange mennesker frygtes dræbt ved et militant, islamistisk angreb i byen Gudumbali i det nordøstlige Nigeria.

Nyhedsbureauet Reuters citerer lokale vidner for oplysningerne.

- Mange civile mistede livet. Vi har ikke tabstal i øjeblikket, siger et lokalt vidne, der kun vil kaldes Mohammed.

- Tusindvis af mennesker er flygtet fra deres hjem.

Nigerias militær har ikke besvaret henvendelser om en kommentar.

Baba Ali Musa, et andet vidne, siger, at de militante kom på motorcykler og i pickupbiler med antiluftskyts monteret på ladet.

Andre militante skød med raketdrevne granater i byen.

Angrebet mod Gudumbali, der ligger i Guzamala-regionen i delstaten Borno, fandt sted sent fredag.

Regionen er et af de farligste områder i det nordøstlige Nigeria.

Oprørerne bar militæruniformer og skød mod soldater og beboere og sendte såvel soldater som lokale på flugt.

Tilbage i juni beordrede Nigerias regering tusindvis af mennesker til at vende tilbage til Gudumbali.

De var ellers flygtet fra byen i forbindelse med en en mangeårig konflikt med den militante, islamistiske gruppe Boko Haram.

Dem, der afviste at vende tilbage, fik ikke noget fødevarehjælp.

Eksperter på konflikten siger, at to militante islamiske grupper hærger i området. Det er Boko Haram og Islamisk Stat i Vestafrika (Iswa).

Iswa er ifølge sikkerhedseksperter den stærkeste af de to.

I de seneste måneder har Iswa forsøgt at erobre støtte fra lokale i regionen.

Det er ifølge eksperterne sket for at skabe en økonomi, som Iswa kan beskatte, så gruppens oprør kan finansieres.

/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...