Mange går med en forfatter i maven

180 har søgt ind på forfatterskole i Brønderslev med henblik på at udgive egne bøger

Amalie Bak er én af forfatterspirerne. Foto: Peter Broen
Litteratur 1. august 2010 14:18

Igen i år har der været enorm stor rift om pladserne på Brønderslev Forfatterskole. 180 unge fra hele landet søgte om optagelse på begynderholdet og 49 tidligere elever søgte ind på fortsætterholdet. Fra søndag 1. august til søndag 8. august vil 45 elever i alderen 13-16 år få teoretisk undervisning og herefter skrive løs under vejledning af forfatterne Ida-Marie Rendtorff, Daniel Zimakoff og Sanne Munk Jensen. Det foregår på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev. I høj kurs hos forfatterspirer Samme tid og sted mødes 30 elever i alderen 15-22 år for at få fyldt yderligere viden i deres litterære rygsæk og hjælpe hinanden med at færdiggøre noveller. De inspireres af forfatterne Cecilie Eken og Bjørn Themsen. De 30 fortsætterelever har deltaget i begynderkurser i Brønderslev i årene fra 2004-2009 eller på Fanø i 2009 . - Som der blev sagt i programmet 21-søndag på DR, er Brønderslev Forfatterskole altså landets mest populære forfatterskole, bemærker fritids- og kulturkonsulent Inger Aarup-Kristensen med tilfredshed. I løbet af kurset skriver hver elev en novelle og i efteråret 2010 udgives 2 novellesamlinger med samtlige elevers tekster. Disse novellesamlinger udgives i hver 700 eksemplarer, som udsendes til skoler og biblioteker i hele landet Brønderslev Forfatterskole startede i 2004 og har gennem alle årene fået økonomisk støtte af de tre ministerier bag læselystkampagnen. Desuden støttes forfatterskolen af Brønderslev Kommune og Kulturaftale Nordjylland. De unge betaler derfor kun for kost og logi mens undervisningen er gratis for eleverne. Flere følger med på bølgen Siden 2009 har skolen fået en "filial" på Fanø. Her holdes et kursus for begyndere i efterårsferien. Brønderslev og Fanø er de eneste steder i landet, der afholdes landsdækkende forfatterkurser for unge. Flere kommuner og regioner har dog efterhånden taget ideen op og afholder lokale kurser for egne unge. - Vi er meget stolte af, at det går vores elever så godt, siger Inger Aarup-Kristensen. To elever - Michelle Gonsalves Kjærulff og Amalie Kæseler - har allerede udgivet egne romaner i en alder af 16 år, og flere tidligere elever vinder diverse skrivekonkurrencer. F.eks. vandt Zakiya Ajmi skrivekonkurrencen til børnebogsfestivalen i København i 2010. Hun deltog i Brønderslevs kursus i 2009 og skal i år på fortsætterhold. Anna Smith tog sejren i Aalborg i Poetry-slam 1. maj 2010. Anna deltog på begynderhold i Brønderslev i 2007 og var med på fortsætterholdet i 2009. - Den største glæde er dog at læse tidligere elevers beskrivelse af, hvad de fik ud af at deltage i kurset, slutter Inger Aarup-Kristensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...