Lokalpolitik

Mange gaver og rosende ord

Kommunaldirektør Poul Erik Graversen sagde farvel til Hjørring

HJØRRING:Kommunaldirektør Poul Erik Graversens afskedsreception i Codanhus' kantine i går eftermiddags blev et tilløbsstykke. Han rejser som bekendt til Haderselv for at blive ny kommunaldirektør dér. Hvis man skal dømme efter den afsked, Hjørring tog med ham, kan hans kommende medarbejdere i det sønderjyske kun se frem til mødet med deres nye chef. En lind strøm af mennesker mødte frem og ærgrede sig højlydt over at skulle af med Poul Erik Graversen, samtidig med, at de ønskede ham tillykke med det nye job. Borgmester Bent Brown var ingen undtagelse. - Det er en træls dag, sagde han ærgerligt til NORDJYSKE om Poul Erik Graversens jobskifte til det sønderjyske. I sin tale understregede han, at Hjørring byråd udtrykker sin store anerkendelse for Poul Erik Graversens indsats. Bent Brown takkede blandt andet for kommunaldirektørens stærkt engagerede indsats; ikke mindst i forbindelse med forberedelsen af den nye storkommune. - Jeg skal beklage, at ubeslutsomhed blandt de fire kommuner har gjort det usikkert for dig, hvilken situation, du stod i, lød det fra Bent Brown. De fire sammenlægningskommuner har som bekendt besluttet at vente til efter kommunalvalget med at udpege storkommunens kommende kommunaldirektør. Det kunne Poul Erik Graversen ikke vente på. - Jeg så stillingen i Haderslev, og det er en ønskestilling med perspektiv i, sagde Poul Erik Graversen til NORDJYSKE ved receptionen. I det sønderjyske har man altså valgt kommunaldirektør før kommunalvalget. Byrådsmedlem Helmuth Zickert (S) takkede på den socialdemokratiske gruppes vegne også for fornem indsats og sendte følgende salut afsted til forhandlingsudvalget for de fire kommuner: - Vores forhandlingsudvalg for kommunesammenlægningen har valgt en ansættelsesprocedure vedrørende direktørgruppen, der fremmer afgangen af kompetente medarbejdere ved at udskyde ansættelser til første halvår af 2006, lød det fra Helmuth Zickert. Hjørring Kommune beslutter i nærmeste fremtid hvem der skal afløse Poul Erik Graversen. - Det er min holdning, at vi skal konstituere en kommunaldirektør fra egne rækker, siger borgmester Bent Brown til NORDJYSKE. Foruden de mange gaver på gavebordet, så kunne Poul Erik Graversen glæde sig over pæne ord fra fællestillidsrepræsentant Annette Riis, medlem af kommunens hovedsamarbejdsudvalg, lærerkredsformand Lars Busk Hansen, samt direktør John Frank Nielsen på vegne af kommunens direktørgruppe. Ord som åbenhed, ærlighed og handlekraft gik igen i talerne, når Poul Erik Graversens kvaliteter blev fremhævet. Annette Riis var sad i det ansættelseudvalg, der for godt 10 år siden ansatte Poul Erik Graversen. - Det har jeg aldrig fortrudt, sagde Annette Riis.