EMNER

Mange glemmer cykellys

HIRTSHALS:Det var en kedelig oplevelse for Hirtshals politi, da det torsdag morgen rykkede ud til lygtekontrol ved Hirtshals Kommuneskole. Der blev i løbet af ganske få minutter rapporteret hele 20 cyklister, som ikke havde det fornødne for- og baglygter på cyklen. Dertil kommer de mange cyklister, som kunne ånde lettede op, efter blot at have fået en moralsk opsang fra politiet om vigtigheden af at blive set i trafikken som cyklist. Og den eneste måde man som cyklist kan sikre sig det på er ved at sætte lys på, hvilket iøvrigt også er lovpligtiget. Politiet oplevede en del mere eller mindre dårlige undskyldninger om, hvorfor lysene denne morgen ikke lige var kommet på cyklerne, mens der blandt de yngste cyklister lød forklaringer om, at mor eller far også havde lovet at købe nye lygter. Politiet i Hirtshals understreger, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at børnene har lys på cyklerne i de tidlige morgentimer såvel som de mørke eftermiddagstimer, når turen går hjem ad igen fra skole. Hirtshals politi følger iøvrigt op på lygtekontrollen forleden og vil være at finde på skolevejen i og omkring Hirtshals.