Mange henvendelser om muskelhunde-ejer
Politiet har en formodning om, hvem der ejer de to hunde, der torsdag skabte frygt i Aalborg Øst

Foto Michael Koch
AALBORG:Nordjyllands Politi har en formodning om, hvem der ejer de to muskelhunde, der torsdag skabte frygt på Ved Dammen i Aalborg Øst.
De to muskelhunde var hverken udstyret med halsbånd eller chip, men politiet har torsdagen igennem fået en del henvendelser om, hvem der kan være ejeren.
Politiet har dog ikke haft kontakt til ejeren endnu, og sagen er sendt til videre efterforskning, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen.
De to løse hunde angreb torsdag morgen en mand, der måtte søge tilflugt i sit hjem. I knap en time skabte de to meget aggressive hunde frygt i området, hvor en del skolebørn cykler til og fra skole, og politiet endte med at skyde og dræbe den ene af hundene på stedet.
Den anden hund er nu anbragt på et internat.
Sidste hund skal aflives
Politiet har ikke endelig fastslået racen af de to hunde endnu, men der kan være tale om en af de forbudte racer i følge hundeloven.
Ejeren vil under alle omstændigheder blive sigtet for overtrædelse af hundeloven, da de to hunde skal være mærket og bære halsbånd, ligesom det er ulovligt at lade hundene gå løse omkring.
Ejeren kan derfor se frem til en bødestraf, ligesom politiet vil forsøge at få den sidste af hundene aflivet, fortæller Per Vagn Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.