Heste

Mange hvis'er og måske'er før ridecentret renoveres

HADSUND: Med Sportsrideklubben Hadsunds beslutning om at flytte aktiviteterne over kommunegrænsen, men opretholde adressen i Hadsund, er første skridt mod en renovering af ridecenteret taget. Ronny Thomsen, der i denne sammenhæng har flere relevante kasketter på, bekræfter, at den melding i hvert fald er tilstrækkelig for ham som medlem af ridecenterets nye bestyrelse, til at køre videre med renoveringsplanerne. Han tager dog det forbehold, at han vil høre meldingen direkte fra rideklubben og ikke bare fra NORDJYSKE. - Men hvis bestyrelsen siger: Vi bliver i Hadsund, men flytter aktiviteterne til Luffe (Bøgh, red.), indtil det igen bliver muligt at ride i Hadsund, så er der en rideklub i Hadsund set fra mit synspunkt, siger Ronny Thomsen, der også er formand for kultur og familieudvalget, hvor man flere gange i de seneste par år har drøftet ridningens muligheder i Hadsund. Selvom Ronny Thomsen også er med i folkeoplysningsudvalget, vil han ikke lægge hovedet på blokken på, om det også er muligt at udløse medlemstilskud til rideklubben under de betingelser. - Så godt kender jeg ikke reglerne til at kunne sige noget om dét. Bestyrelsen for ridecentret mødes i den kommende uge og venter til den tid at have modtaget endelig besked fra rideklubben. På mødet vil man så drøfte, hvad der videre skal ske. En af de muligheder, man arbejder med, er at bruge lokaletilskuddet, der har været indefrosset siden den gamle rideklubs konkurs, som sikkerhed for et lån til renoveringen. - Jorden, som ridecenteret står på, er lejet frem til 2025, altså i cirka 20 år. Hvis det ellers kan lade sig gøre, og hvis vi snakker om 160.000 kroner om året i tilskud, så kan det jo forrente en masse penge. Formentlig flere, end der skal bruges, forklarer Jens Peter Gam, leder af kommunens kultur- og familieafdeling. Når man frem til, at man kan låne, og kommunen i øvrigt vil stille garanti for lånet, så skal der professionelle kræfter ind at vurdere behovet på ridecentret. Jens Peter Gam oplyser desuden, at en af de muligheder, man i øvrigt arbejder på, er at lade ridecentret leje en del af lokalerne ud til for eksempel en berider, der kan se nogle muligheder i det. - For at generere indtægter til ridecentret. Men vedkommende skal ikke ind som et mellemled mellem ridecentret og rideklubben. Lokalerne i øvrigt skal stilles til rådighed for rideklubben, forklarer han. Jens Peter Gam understreger, at der er mange hvis'er og måske'er. - Og ingen har lovet noget, men der er jo i hvert fald en hensigt om at gøre noget, siger han.