Mange i Skagens senge

Skagen 23. september 2002 15:25

SKAGEN: En voldsom satsning på konferencer og store møder betyder allerede i år flere overnattende gæster i Skagen. Det vurderer Skagen Kommunes turistchef, Arne Zachariasen, som glæder sig til at kunne dokumentere sin påstand. - August måned tegner utrolig flot i Skagen, og selv om vi endnu ikke har de officielle overnatningstal, er der ingen tvivl om, at det bliver en kanonmåned, og september tegner også lovende. Vi markedsfører nu for alvor Skagen som et godt sted at holde konferencer med ikke mindst den pragtfulde natur som blikfang. Vi har nu også hotel-kapacitet til de rigtig store konferencer i og med, at Color Hotel Skagen har udvidet. - Samtidig er der kommet et øget samarbejde med det Utzon-tegnede Skagen Odde Naturcenter på Grenen, hvor man kan holde en del af konferencerne, og det er vældigt populært, siger turistchefen. Højsæsonen i Skagen - hvilket er juli måned - havde i år på hotelområdet en belægningsprocent på 92,9. - Det er så tæt på udsolgt, man kan komme. I årets syv første måneder havde vi en belægningsprocent på 45,5 på hotelsengene, så der er altså masser af kapacitet til at modtage endnu flere gæster udenfor den egentlige højsæson, siger Arne Zachariasen. I juli var der i Skagens hotelsenge 51.400 gæster, hvilket er det samme som året før. Af dem var de 23.100 danskere, 15.200 var fra Norge, 12.000 svenskere og 500 sovende var tyskere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...