Frederikshavn

Mange løber efter holdpokalen

Helsestudie satser på at beholde pokal for største hold

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Johnny Kallehauge modtog pokalen ved sidste års Grundlovsløb. Privatfoto

HJØRRING:Der er kamp om præmierne til årets Grundlovsløb. Især den skinnende pokal for årets største klubhold spurtes der efter.

I øjeblikket står den på skranken i Hjørring Helsestudie, som vandt pokalen sidste år med 44 deltagende løbere på klubholdet. Men såvel LIUF Løb som løbeklubben Havstrygerne i Hirtshals puster dem i nakken for at snuppe pokalen.

Alle tre klubber har begynderhold, der hjælper nye løbere i gang - til blandt andet at kunne gennemføre et Grundlovsløb.

I Hjørring Helsestudie er der - foreløbigt - tilmeldt 34 løbere i årets løb, og her har man en række løbegrupper for medlemmerne, der har fællestræning to gange om ugen. Grupperne går fra dem, der gerne vil i gang med at løbe, og op til løbere, der er allerede er godt i gang.

- Vi har nybegyndere og garvede løbere, som løber 10 til 15 km. I alt er der fire niveauer i år, siger Bettina Rørbæk, der står for en af grupperne i Hjørring Helsestudie.

Hun er den, der står for klubbens intervaltræning hver søndag formiddag:

- Intervaltræning er en måde at booste konditionen og få tiden forbedret. Selv begyndte jeg at intervaltræne i løbeklubben Dromos for nogle år siden, og min tid på 10 km. faldt fra 55 minutter til 47.

Helsestudiets løbere intervaltræner som regel i Svanelunden i 40 minutter søndag formiddag.

- Det er så dejligt. Man bliver helt høj af det, erklærer Bettina Rørbæk.

Grundlovsløbet 5. juni byder på seks og ti km. ruter.

LIUF-Løb har været største klubhold hele ni gange - senest i 2011. Havstrygerne er løbet med pokalen fire gange - senest i 2009.

Der er også pokaler til største firmahold og her ligger Sygehus Vendsyssel og Sparekassen Vendsyssel og dyster om at have vundet flest gange. De sidste syv år har vinderholdet været Sparekassen Vendsyssel.

For skoleholdenes vedkommende var der sidste år dødt løb mellem Bagterpskolen og Hjørring Private Realskole, der begge havde 229 deltagere på holdet. Ellers har Bagterpskolen vundet skolepokalen de fleste gange i Grundlovsløbets lange historie.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.