Mange lokalopgør i volleyball

{ AALBORG: Selvom sommeren er på sit højeste nærmer den kommende sæson i volleyball sig hastigt, og da hovedparten af de lokale hold fra Aalborg-området er placeret i Danmarksserien, er der naturligvis igen lagt op til en række spændende lokalopgør, når det går løs med holdturneringen fra slutningen af september. I Danmarksserien for damer deltager således LKB-Gistrup, Svenstrup, VK 74 Aalborg, Beton Aalborg, Shima Nørresundby og Vodskov foruden Aggersund, Løkken, Nørager og Hadsund i den meget åbne række. Gennem de sidste år har Beton og Svenstrup været dominerende i rækken, men meget kan ske, da der traditionelt sker store ændringer i holdsammensætningerne i volleyball. Det gælder ikke mindst hos herrerne, hvor der i Danmarksserien er udsigt til en række lokalopgør mellem Aalborg HIK (A), Aalborg HIK (B), Svenstrup (A), Svenstrup (B), Beton Aalborg og oprykkerne fra Shima Nørresundby foruden Aabybro, HVK 77 Hobro, Nordre 66 Hjørring og Vesthimmerland. Begrænset aktivitet på center { GISTRUP: Aktivitetscentret på Beltoften i Gistrup kører her i juli og august på et lavt niveau med hensyn til programsatte aktiviteter og det skyldes ikke mindst, at personalet skal have tid til at holde ferie. Af de normale aktiviter er således kun tirsdagens højtlæsning, onsdagens gavespil og fredags kaffe-mik tilbage. Derudover vil der, hvis ikke andet er nævnt, være mulighed for at arbejde i fællesrummet fra kl. 13.00 på mandage, tirsdage og torsdage, mens det er tanken at spille petanque hvor torsdag formiddag fra kl. 10 til kl. 12 så længe vejret tillader det. Det nye aktivitetsprogram gældende for sæsonen 2006/2007 kommer på gaden mandag 31. juli, hvor det kan afhentes enten på Beltoften eller på lokalkontoret på Roden i GIstrup. Da mange af vinterens hold med start fra mandag i uge 37 hurtigt bliver overtegnet, opfordres der igen i år til en meget hurtig tilmelding. På sommerlejr i Øster Hurup { GISTRUP: LKB-Gistrups store ungdomsafdeling i badminton holder traditionen tro også i år optakt til den nye sæson med sommerlejr i Øster Hurup. Men som følge af, at skolernes sommerferie er rykket en uge, sker det i år først fra onsdag 2. august til og med søndag 6. august. Der er tilmeldt i alt 56 drenge og piger, og for at der kan blive plads til alle inddeles de tilmeldte igen i flere hold med aktiviteter enten udendørs eller indendørs. Som tidligere vil der lørdag være forældredag med grillmad og opvisningskamp, men derudover vil der i år komme flere gæsteinstruktører forbi for at give et spændende pust udefra. Således vil deltagerne i årets sommerlejr lære om springteknik og massage af ømme led og klubbens nye ungarske træner i ungdomsafdelingen vil blive præsenteret for de unge spillere.