Mange lukkede sager UNDERSØGELSE: Pandrup Kommune nordjysk topscorer i antal lukkede punkter

Lokalpolitik 24. december 2004 05:00

PANDRUP: Borgmester Flemming Jansen (V) mener, han har en god forklaring på, hvorfor kommunen er topscorer på en nordjysk liste over antal lukkede punkter i forbindelse med byrådsmøderne. Ved de seneste 35 byrådsmøder er 25,24 procent af alle punkter behandlet uden offentligheden har adgang til byrådssalen. Det viser en optælling, som NORDJYSKE Medier har foretaget. Men borgmester Flemming Jansen afviser, at kommunen skulle være specielt lukket. Han har kigget nærmere på de lukkede punkter og siger, at det primært er praktiske orienteringer, som indgår som et fast punkt ved hvert byrådsmøde. - Som fast punkt har vi "Borgmesteren orienterer", og det er om løst og fast fra den forgangne måned eksempelvis et byrådsmedlems fødselsdag. Desuden har vi referater fra udvalgsmøderne, så de byrådsmedlemmer der ikke er medlem af de pågældende udvalg, får mulighed for at stille spørgsmål, siger Flemming Jansen. Kunne det ikke være meget relevant, at offentligheden fik adgang til det? - Jo men det har den allerede, for referaterne er offentlige tilgængelige. Men man har brugt den lukkede del af byrådsmødet til at give de orienteringer - der er ikke noget hemmeligt i det, men det er ud fra et praktisk synspunkt, fordi alle har været samlet, siger Flemming Jansen. Udover de pågældende orienteringer har byrådet lukket døren i forbindelse med temadrøftelser om blandt andet budgettet, orientering om Region Aalborg samarbejdet, indledende snak om kommunestruktur, orientering om budgetmateriale og køb af ejendomme i forbindelse med byfornyelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...