Gistrup

Mange muligheder for at lære nyt

GISTRUP:Oplysningsforbundet af 2002 for Gistrup - Klarup og omegn har netop sendt kursusprogrammet for efteråret 2004 på gaden, og her er der flere spændende nyheder udover at undervisningen som tidligere foregår meget lokalt. Gistrup skole bliver således rammen om et kursus, hvor deltagerne på onsdage skal lære at bruge den såkaldte Rakuteknik fra ler til færdigbrændt emne. På torsdage bliver det samme sted muligt at lære kreativ smykkestøbning. På Gistrup skole tilbydes også et hold med massage for par til husbehov. Som noget helt nyt starter et kursus i navigation med PDA for begyndere og som kurserne med billedteknik sker det i EDB-lokalet på Gistrup skole tre gange en lørdag formiddag. Kanalhuset på Damstræde 48 bliver også rammen om et par tilbud i form af et hold med afspænding og bevægelse. Et lignende emne under krop, sind og bevægelse er et tilbud om vandgymnastik og afspænding og her tilbydes ikke færre end ni hold, som alle får tilbud om femten lektioner i det varme vand i Lejbjergcentrets svømmehal på Sonjavej i Vejgaard. Hos underviserne tilbydes der et par kurser i glaspustning og i at hugge sin egen stenskulptur. Derudover tilbyder Oplysningsforbundet af 2002 for Gistrup - Klarup og omegn også et weekendkursus i pilefletning og et kursus i at lave juledekorationer samt et hold med knipling en række onsdag eftermiddage på Seminarieskolen. Endelig bliver der hen gennem efteråret også en lang række foredrags- og debataftener i lokalerne over Vejgaard Bibliotek.