Mange ny spillere i idrætsforeningen

Flere medlemmer og økonomisk overskud i SIF

STØVRING:Det sidste år er antallet af fodboldspillere i SIF, Støvring Idrætsforening, steget med 66 til 563. Den fremgang glædede naturligvis nok formanden, Anders Norup, da han aflagde beretning på afdelingens generalforsamling forleden. Omkring 40 deltog i generalforsamlingen. I årets løb var en af de store begivenheder udvidelsen af klubhuset. Derfor var det også med glæde, at kasserer Brian Foldager kunne fremvise et overskud på knap 20.000 kroner af en omsætning på knap 1,2 million kroner. Til gengæld skuffede herresiden i seniorafdelingen , da førsteholdet rykkede ned i serie 2, mens damerne i deres første sæson i jyllandsserien var tæt på at rykke op i danmarksserien. I ungdomsrækkerne på drengesiden var drengeholdet med helt fremme, og det lykkedes at spille sig i mesterrække 2 i efteråret og slutte med en flot anden plads. Lilleputdrenge missede mesterrækken, men blev til gengæld kredsvindere i lilleput 1. Enorm tilgang - Hos de mindre drenge var der masser af hold, der alle klarede sig fint, konstaterede formanden videre i sin beretning. Især var spillertilgangen i alderen under otte år enorm. I alt var der 92 spillere i denne afdeling. SIF vil forstærke talentarbejdet for sine egne spillere og på den måde også være en attraktiv klub for talentfulde spillere i naboklubberne. Lilleputpigerne markerede sig som jyske mestre og miniputpigerne blev nummer tre ved de jyske mesterskaber. Også mikropigerne vil gerne spiller fodbold. Her er der i alt 25 spillere under otte år. Drenge og piger deltog i Skandia Cup i Trondheim, lige som Anders Norup kunne nævne en lang række aktiviteter i den foregående sæson. 200 hold deltog i julestævnet. Skolefodbold er blevet en fast tradition, og i 2003 blev et nyt træningsstævne søsat i miniputpige og lilleputpige. Pasning i klubhuset Den nye klubhustilbygning har vist sin berettigelse. Udover fodbolds egne mange medlemmer har taekwondo haft medlemsfremgang og stor aktivitet, der er efterfødselshold og afspændingsgymnastik igennem oplysningsforbundene, der er petanque spillere og her senest har SIF huset børnehaven Doktorvænget, mens de byggede om. Aktuelt benytter Karensmindeskolens SFO klubhuset som aflastning i deres byggeperiode. I forårsmånederne afklares det endeligt, om idrætsfritidsklubben bliver en realitet. Det økonomiske fundament mangler at komme endeligt på plads. Fremadrettet skal der arbejdes med baneforholdene, fremførte formanden endelig i sin beretning. Den store medlemstilgang gør, at banerne er udsat for et stort slid især i lysperioden, hvor der kun er et lille areal til rådighed. Ligeledes oplever fodbold, at indendørs fodbold er vanskeligt at praktisere, da der næsten ingen haltid er ledig i Støvring by.