Mange nye gæster

Varme og solrige julidage giver færre gæster i Nordsøen Oceanarium trods fornyelsesprojekt er åbnet.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I den ældste del af bygningen er skabt syv nye akvarier om Nordsøen og med brug af moderne formidling.

Åbningen af Ekspedition Nordsøen for godt en måned siden har ikke fået mange flere turister og lokale til at besøge Nordsøen Oceanarium. - Vi er som andre indendørs attraktioner meget afhængig af vejret, og i det gode sommervejr kommer der ikke så mange. Vi kan tydeligt mærke, at der her i juli har været mange varme og solrige dage, siger kommunikationschef Anette Grønhøj, Nordsøen Oceanarium. Derfor har besøgsstatistikken en negativ retning indtil videre for juli måned sammenlignet med sidste år. - Vi har også meldinger fra flere samarbejdspartnere, at de heller ikke har så mange turister i samme periode som sidste år, tilføjer hun. I tirsdags, hvor regnen strømmede ned i byger, havde hun dog en ”gulvdag” på grund af et stort rykind. - Folk står i kø for at komme ind, og vi er kommet rigtig godt fra start. Der er registreret 2300 gæster indtil videre, og der imellem er rigtig mange gæster, som aldrig har besøgt os før, fortalte Anette Grønhøj ved middagstid, hvor under halvdelen af åbningstiden var gået. I takt med bedring af vejret stilnede køen af kunder af senere på dagen. - Vi kom op på 3119 gæster og det er den hidtil bedste besøgsdag i år, oplyste hun efterfølgende. Til sammenligning kom der på en enkelt julidag sidste år ca. 5200 betalende gæster. Ekspedition et hit blandt børn Fornyelsesprojektet Alle Tiders Nordsø åbnede 5. juni, hvor også Ekspedition Nordsøen blev introduceret for gæsterne. Projektet i den ældste del af bygningen skal medvirke til at vende en vigende besøgskurve for Nordsøen Oceanarium, og juni måned gav da også et lille plus i forhold til juni måned sidste år. - Tilbagemeldingerne fra publikum har været meget positive, og vores ekspeditionspas er blevet et stort hit blandt børn. De børn, der tager på ekspedition med passet, stempler sig igennem hele turen rundt, oplyser Anette Grønhøj. Åbningen gav i juni måned et positivt udslag med en lille fremgang i besøgstallet i forhold til samme periode sidste år. Indtil videre har sammensætningen af gæsterne siden åbningen af Alle Tiders Nordsø været den, at godt to tredjedele har været danskere, mens en femtedel har været tyske turister. Resten er ligeligt fordelt mellem nordmænd og svenskere. Den fordeling vil sikkert ændre sig i de kommende uger, hvor højsæsonen for turister i Toppen af Danmark for alvor sætter ind.