Motionsidræt

Mange på gåtur ad hjertesti

Over 100 borgere i alle aldre deltog aktivt i indvielsen

HOBRO:Den officielle indvielse af den nye hjertesti i Hobro Østerskov lørdag formiddag trak rigtig mange nysgerrige, primært modne lokale borgere. Lokalafdelingen af Hjerteforeningen står bag initiativet. Formand for den kun to år gamle afdeling, Anne Marie Lund, var både spændt og synlig stolt i anledning af dagen. Inden de over 100 fremmødte var klar til at gennemføre enten den korte distance på 2,5 kilometer eller den lange på 3,2, havde Kirsten Madsen som leder af Sund By Hobro travlt med at udlåne stave til de deltagere, der ville gennemføre ruten i stavgang. Borgmester i front Borgmester Jørgen Pontoppidan stod for at klippe det røde bånd over ved stiens start ved Hobro Gymnasium for at markere den officielle indvielse. - Jeg vil også gennemføre den lange rute i dagens anledning. Tilbage i 70'erne gennemførte jeg nemlig Hærvejsmarchen på to gange 45 kilometer flere gange. Den var dog godt nok svær at gennemføre om søndagen efter festen i Viborg bymídte lørdag aften, erindrede borgmesteren. Jobbet som præst i 1982 med søndagsprædikener satte dog en effektiv stopper for videre deltagelse i Hærvejsmarchen. I sin indvielsestale beklagede han meget, at Hobro Kommune stadig mangler at opsætte de sidste hvilebænke af træ på ruterne og kilometermarkeringer. - Det vil jeg sørge for sker hurtigst muligt, lovede han de mange fremmødte. Fæles opvarmning Inden de stavgale indledte gåturen ad hjertestien, stod Kirsten Madsen for en grundig opvarmning samt instruktion for de mere uøvede med hensyn til hvordan stavene skulle placeres i hænderne og bevæges i forhold til bengangen. Efter en halv time returnerede de første deltagere på den korte rute. Blandt dem var Svend Erik og hustruen Anni Larsen fra Valsgaard med børnebørnene Emma og Laura på tre og seks år. - Vi havde egentligt planer om at gå den lange rute, men ret hurtigt blev Emma træt og jeg har båret hende på mine skuldre. Så jeg kan vist nu roligt sige, at jeg dermed har fået ekstra motion i dag, påpegede Svend Erik Larsen med et tilfreds og træt grin.