Mange præster tvivler på gud

Når den suspenderede Taarbæk-præst, Thorkild Grosbøll, om en måneds tid for tredje gang skal stå skoleret for biskop Lise-Lotte Rebel, kan han gøre det med forvisningen om, at han ikke er står alene med sine kontroversielle synspunkter.

Kristendom 26. juni 2003 08:58

En rundspørge, som B.T. har foretaget blandt danske præster, viser, at godt otte procent eller hver 12. mener, at man godt kan være præst i den danske folkekirke uden at tro på Gud. 183 præster har svaret på rundspørgen, som dermed er repræsentativ for de små 2000 præster, der er ansat i den danske folkekirke. Knap 15 procent af præsterne, svarende til hver syvende, siger endvidere ja til, at man kan være præst i folkekirken uden at tro på kødets opstandelse, som ellers er en central del af den kristne trosbekendelse. Et stort flertal på omkring tre fjerdedele af de adspurgte præster svarer desuden ja til, at man gerne som præst i folkekirken må "tvivle" på Gud og opstandelsen. B.T. har forelagt resultatet af rundspørgen for sagens hovedperson, sognepræst Thorkild Grosbøll, Taarbæk. Han finder undersøgelsen interessant, men ønsker ikke at kommentere den, så længe den aktuelle sag mod ham ikke er afsluttet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...