Mange revy-bolde er i luften

Flere revy-initiativer på samme tid skaber bedre chance for sommerunderholdning

HJØRRING:Bestræbelserne på at skaffe sommerunderholdning til Hjørring i år, begrænser sig ikke til et eventuelt gæstespil fra Kolding eller brønderslevadvokat Henrik Skaarups bestræbelser på at stable en revy på benene. Lederen af Sønderborg Sommerrevy, Leif Maibom, bekræfter, at han har modtaget en forespørgsel om at instruere revy i Hjørring. Han modtog forespørgslen gennem showbussines-bureauet Showbizz Danmark, der har kontorer i Odense, Vordingborg og Aalborg. Leif Maibom ser gerne, at Hjørring Revyen genfinder fodfæstet, men han måtte afslå tilbuddet. - Jeg har simpelthen ikke tid til at komme til Hjørring, på grund af mange andre engagementer, siger Leif Maibom. Showbizz Danmarks indehaver, Poul H. Jakobsen, vil ikke oplyse, hvem der i november bad ham undersøge mulighederne. - Jeg sammensatte et hold med én kendt skuespiller og to mindre kendte. Jeg mener, man skal sænke ambitionerne i Hjørring i en periode for at komme op igen, siger Poul H. Jakobsen. Han understreger, at henvendelsen fra Hjørring var på ”samtaleniveau”. - Der var ikke tale om egentlige forhandlinger og jeg har ikke hørt mere fra min kontakt. Det var mit indtryk, at vedkommende ønskede at sikre sig et tilbud, hvis revyselskabet ikke ønskede at sætte revy op i 2004, siger Poul H. Jakobsen. Hjørring Kommunes Børne- og kulturdirektør, John Frank Nielsen, der har lagt kontor til en lokal initiativgruppes forsøg på at stable revy på benene, kender intet til den konkrete Showbizz Danmark-vinkel. Heller ikke Inge Reenberg, daglig leder af Hjørring Teater, har hørt om den. John Frank Nielsen bekræfter, at Sønderborg har været nævnt perifert, men man arbejder videre med dels Henrik Skaarups projekt og dels med et eventuelt gæstespil fra Kolding Sommerrevy. Glipper disse initiativer, så har man stadig et par tiltag, man kan gribe til. - Vi har den indstilling, at vi vil holde døren åben for alle ideer. Vi har også lokale kræfter, der vil kunne lave et underholdningsprogram på Vendelbohus i løbet af sommeren, siger John Frank Nielsen. - Det er ikke et enkelt lokalt tiltag, der skal bære hele sommeren. Mange kan bidrage og der kan komme arrangementer udefra, så vi i det mindste får et underholdningsprogram, hvis vi ikke kan få en revy. Afgørelsen skal træffes snart. Instruktør Ulla Thordal-Christensen, der samarbejder med Henrik Skaarup, arbejder i disse dage på højtryk med at finde et hold på fem skuespillere. Hun ønsker ikke at nævne navne. Der er mange brikker, der skal falde på plads. Hun mener, at man skal satse på Hjørring Revyen som koncept og ikke nødvendigvis koncentrere sig om at få skuespillere kendt fra Se og Hør. - Hvis de ikke er kendte, så gør vi dem kendte, siger Ulla Thordal-Christensen. At revyen ikke har været en økonomisk succes i de seneste mange år er efter hendes mening ikke skuespillernes skyld, men skyldes markedsføringsfejl.