Mange sorte pletter

Borgerforening ønsker farlige steder sikret.

Borgerforeningen ønsker en omfartsvej uden om Dronninglund.

Borgerforeningen ønsker en omfartsvej uden om Dronninglund.

Dronninglund Borgerforening har en række forslag til, hvordan veje med mere kan sikres. Det sker i forbindelse med, at der lægges op til forbedring af infrastrukturen. Det er et stort ønske at få færdiggjort cykelstien langs Rævdalstoften samt at der skal foretages trafiksikring af krydset Geråvej/Rævdalslunden. Der er også ønske om, at gang-/cykelsti på Østre/Nordre Ringgade fra fodgængerovergangen ved Gutenbergvej/Solparken og minimum frem til Bøgevangen etableres. Ifølge borgerforeningen er behovet endnu større efter at børnehaven "Den Grønne Giraf" ved Margrethelund er blevet taget i brug. En sti fra Bøgevangen til Golfbanerne/Kunstcentret har tidligere været planlagt af kommunen, og jord er allerede reserveret hertil langs golfbanerne, men stien er aldrig blevet til noget. Dronninglund Borgerforening ønsker stien udført i forlængelse af gang-/cykelstien som tidlugere foreslået. Der foreslås en rundkørsel ved Slotsgade/Søndervangsvej, idet T-krydset er meget trafikeret, især ved morgentrafik til og fra gymnasium og skole. Det er et ønske at få yderligere fartbegrænsning på en stor del af Slotsgade, eksempelvis fra Skovvej til Geråvej. Ifølge Dronninglund Borgerforening er behovet primært morgen og eftermiddag, hvor skoleelever krydser Slotsgade. Vandrenderne langs Slotsgade er ofte defekte på grund af den tunge trafik. Borgerforeningen foreslår en mere langsigtet belægning i midtbyen på Slotsgade, minimum fra Nørregade til Stationsvej. Slotsgade har på strækningen Nørregade til Stationsvej to "falske" fodgængerfelter, som borgerforeningen kalder livsfarlige. Ifølge borgerforeningen går folk ofte bare over vejen, idet de tror, det er fodgængerfelter, men det er faktisk blot markering af vejbump. Parkering langs Slotsgade og Geråvej er et problem, idet vejene ikke er brede nok til parkering, og slet ikke i begge sider. Borgerforeningen peger på, at der mangler færdiggørelse af cykelsti og belysning på den resterende del af Rævdalstoften. Belysningen ved fodgængerovergang ved skolen på Søndervangsvej er også mangelfuld. Når folk står og venter på at komme over, er de svære at se som bilist. Mere sikker overgang i krydset fra Rævdalslunden til Rævdalstoften ønskes. Borgerforeningen foreslår en rundkørsel som bedste løsning på problemet med høj fart på Geråvej og dårlig sigtbarhed. Borgerforeningen ønsker etableret ringvej syd om Dronninglund fra Slotsgade/Øster Ringgade krydset til Rørholtvej. På sigt over til Slotsgade og eventuelt på længere sigt helt over til Nordre Ringgade, så det kan undgås, at eksisterende boligveje som Søndervangsvej, Skovvej, Skovbrynet og Geråvej bruges som omfartsveje. Borgerforeningens forslag præsenteres i slutningen af marts for Færdselssikkerhedsudvalget. Nogle af forslagene har tidligere været fremme. Ifølge Brønderslev Kommune bliver arbejdet med færdiggørelsen af cykelstien langs Rævdalstoften samt ønsket om forbedring af oversigtsforholdene i krydset Geråvej/Rævdalslunden udført i 2012.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.