Mange tips i Mia-sag

Mens politiet i Ringsted knokler for at opklare sagen om drabet på den 12-årige Mia Sprotte Teglgaard, strømmer det fortsat ind med henvendelser fra offentligheden.

- Det er trappet lidt ned i forhold til umiddelbart efter hendes forsvinden, men posten er stadig fyldt med breve, oplyser vicekriminalkommissær Poul Andersen. Han tilføjer, at mange af de henvendelser, der allerede er kommet, endnu mangler at blive gennemtjekket af kriminalfolkene. - Der er stadig meget, der skal gøres færdig, siger han. Politiet koncentrerer fortsat efterforskningen omkring den legeplads og idrætspladsen ved Benløseparken. Mia forsvandt under en tur til legepladsen fredag den 27. juni om aftenen og blev fundet mandag den 1. juli, gravet ned i et buskads ved boldbanerne ved Benløseparken. Der er brugt store ressourcer på at få kortlagt, hvilke mennesker der var i området omkring tidspunktet for pigens forsvinden. Men trods den storstilede efterforskning er der fortsat ikke fundet spor eller oplysninger, der endeligt kan udpege drabsmanden. /ritzau/