Turisme

Mange tyskere fejrede nytår i Lønstrup

Udlejningen fordoblet for Lønstrup Turistbureau

LØNSTRUP:En lang tur ved stranden efterfulgt af ren afslapning ved brændeovnen. Det tiltrækker mange tyskere med forkærlighed for Lønstrup, og ved årsskiftet 2002/2003 har Lønstrup Turistbureau i nytårsugen oplevet en fordobling i antallet af udlejede huse i forhold til 2001/2002. Lønstrups turistchef Lars Yde Jensen oplyser, at udlejningen af feriehuse i juleugen ligger på samme niveau som forrige år, og det er især tyskere, der vælger at fejre jul i det vendsysselske. - Traditionelt er der mange udlejninger i nytårsugen, men i år har været særligt godt i forhold til, hvad jeg tidligere har oplevet. Det kan muligvis hænge sammen med, at en del tyskere tidligere har brugt at rejse sydpå til nytår men nu vælger at sætte kursen mod nord. En stram, tysk økonomi og terror-effekten kan være en del af årsagen, siger Lars Yde Jensen. I følge turistchefen er det især de bedre feriehuse med stor komfort, der lejes ud i vintersæsonen, og Lars Yde Jensen har også et bud på, hvorfor en del tyskere vælger Lønstrup-området - også om vinteren. Blæst i håret - Det har helt klart noget med naturen at gøre. Hvis man bor inde midt i Tyskland, kan der formentlig godt være et behov for at komme ud til kysten og få blæst i håret og opleve fred og ro. Det får man her, og jeg tror, tyskerne rejser herop af samme årsager, som vi danskere vælger at tage et fly sydpå: Simpelthen for at komme lidt væk. Lars Yde Jensen ser med stor forventning frem mod sommeren 2003, hvor specielt mange tyskere allerede har forudbestilt ophold i feriehuse i Lønstrup-området. - Bookingerne begyndte allerede i oktober sidste år, og rigtig mange bestiller ophold i sensommeren. Jeg har ikke tidligere oplevet så mange bookinger på det her tidspunkt, men vi tror, det har at gøre med, at en del vælger fly-rejsen fra - igen dels på grund af en strammere økonomi, dels på grund af frygten for terror. De tager i stedet bilen og kører til et naboland i ferien, siger Lars Yde Jensen. I Lønstrup-området udlejes omkring 1000 feriehuse. Af dem står turistbureauet for udlejningen af ca. en tredjedel.

Forsiden